Skip to main content

Kolding Netavis

Koldinghus inviterer til miniopera om ghosting

Elo Christoffersen
Publikum kan blandt andet opleve sangeren Joseph Mossop. Pressefoto.

Unge i Kolding inviteres til miniopera på Koldinghus: Opera om ghosting på 25 minutter.

Hvad sker der i tiden mellem en sendt besked og et svar, der aldrig kommer? Det er omdrejningspunktet, når Koldinghus den 11. september danner ramme om minioperaen “Left on Read”.

Forestillingen gæster Kolding som en del af K7 WEEK, der er et landsdækkende initiativ, som skal åbne kulturen op for unge mellem 18 og 27 år. Her bliver opera taget ned fra de store scener og helt tæt på publikum.

SF Kolding

“Left on Read” er skabt til og med unge. På kun 25 minutter fortæller den historien om at blive efterladt på læst – fra den første forelskelse til usikkerheden, håbet og overfortolkningen, når stilheden larmer.

Intens og intim oplevelse

Musikken er hentet fra den franske barokkomponist Rameau og fremføres af det prisvindende ensemble Concerto Copenhagen, mens en enkelt operasanger står tæt på publikum. Det gør oplevelsen både intens og intim.

Bag forestillingen står Kind Of Opera. Kunstnerisk leder Trine Heide forklarer:

-Vi har skabt denne opera sammen med unge fra hele landet, så den taler direkte til deres virkelighed. Det er en ny måde at opleve opera på – kort, intens og relevant.

Det er netop den korte form, der skal gøre operaen tilgængelig for nye publikummer. 25 minutter er nok til at få en smagsprøve på genren, uden at det kræver en hel aften i operasalen.

Koldinghus danner med sine historiske sale en kontrastfuld ramme for den moderne fortælling om digitale relationer.

Forestillingen spilles torsdag den 11. september klokken 16 på Koldinghus.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.