Det er en højtidelig ceremoni, som snart finder sted på Koldinghus, når erhvervsskolen Hansenberg hædrer nogle af årets dygtigste elever.
I alt 19 elever, som indenfor det seneste år har afsluttet deres uddannelse på Hansenberg eller Hansenberg Tekniske Gymnasium, modtager onsdag den 14. maj 2025 den prestigefyldte Hansenberg-medalje.
Fælles for modtagerne er, at de er gode forbilleder indenfor deres uddannelser, som de har klaret på flotteste vis – for eksempel ved at få 12 i karakter til svendeprøven, have uddannelsens højeste karaktergennemsnit på eksamensbeviset eller på anden vis have gjort sig fortjent til medaljen. Og så har de desuden præsteret noget helt specielt i forhold til Hansenbergs værdier.
Ved ceremonien er der taler ved blandt andre borgmester Knud Erik Langhoff (C) og direktør ved Hansenberg, Morten Kaj Hansen.
Med medaljen følger et diplom og et legat på 5.000 kroner.