Loppemarkedet, der blev afholdt lørdag, indsamlede over 40.000 kroner.
Lunderskov Y’s Men’s Club solgte lørdag for 40.957 kroner ved årets første loppemarked. Beløbet doneres ubeskåret til Røde Kors Lunderskov, der via Landsforeningen sikrer, at pengene benyttes til nødhjælpsarbejder for børn i de jordskælvsramte områder i Syrien og Tyrkiet.
Besøget på loppemarkedet var flot, og gæsterne var gode til at holde pengepungene og MobilePay varme i det ellers ret kolde vejr.
-Mange tak til Ys’s Men’s Clubben i Lunderskov, og til kunderne, der både i ord og med penge gav udtryk for støtte til vores arbejde, fortæller Erik Demant fra Røde Kors Lunderskov.
Næste loppemarked på Rolykkevej 4 i Lunderskov er den 3. juni.