Kolding Netavis

Lokal madleverandør stopper madservice

Elo Christoffersen
By Elo Christoffersen
Asbjørns Madservice stopper som leverandør af madservice til kommunens ældre. Foto: congerdesign/Pixabay.

Madleverandøren i Lunderskov træder ud af aftale om madservice til ældre i Kolding Kommune.

Asbjørns Madservice i Lunderskov stopper som leverandør af madservice til kommunens ældre med sidste levering den 30. juni, oplyser Kolding Kommune.

Borgere, der er visiteret til madservice og som har valgt Asbjørns Madservice, skal derfor skifte leverandør til enten Det Danske Madhus eller ELBO-køkkenet pr. 1. juli.

Rådgivere fra kommunens Senior- og Sundhedsrådgivning kontakter de berørte borgere pr. telefon hurtigst muligt, og absolut senest den 9. juni, for at forklare, hvad borgerne skal gøre og hjælpe dem med at skifte leverandør.

De berørte borgere behøver altså ikke aktivt at foretage sig noget endnu.

Kolding Kommune og Asbjørns Madservice beklager den ulejlighed Asbjørns ophør medfører, men vil med en ekstra indsats sørge for, at overgangen til en ny leverandør, går så nemt og enkelt som muligt.

Det er ikke oplyst, hvorfor Asbjørns Madservice stopper med madservicen. Asbjørns Madservice har siden juni 2014 været godkendt som leverandør af ældremad i Kolding kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel