Kolding Netavis

LEGO-designer skal styrke børnekultur, kunst og design

Elo Christoffersen
Nicolai Kultur har ansat Rikke Baunbæk Wallington som ny kulturformidler. Pressefoto.

Nicolai Kultur ansætter Rikke Baunbæk Wallington som ny kulturformidler.

LEGO-designer skal styrke børnekultur, kunst og design: Nicolai Kultur har ansat Rikke Baunbæk Wallington som ny kulturformidler med særligt ansvar for Nicolai for Børn samt Nicolai Kunst & Design.

Rikke Baunbæk Wallington er uddannet modedesigner fra Designskolen Kolding og har en mangeårig karriere inden for konceptudvikling, design og grafisk formidling. Hun har især arbejdet med børn og unge. Hun har blandt andet fungeret som freelancer for LEGO, Egmont og Hummel Kids. I 2012 blev Rikke ansat som Design Lead hos LEGO Education, hvor hun udviklede koncepter og produkter til daginstitutioner og skoler verden over med fokus på “Playful Learning”.

Rikkes arbejde befinder sig i krydsfeltet mellem design, kunst, mode og leg. Et område, der går hånd i hånd med Nicolai Kulturs strategi om at facilitere fællesskaber og skabe rammer for kreativ udfoldelse, talentudvikling og muligheder for både børn og voksne. Det oplyser Nicolai Kultur i en pressemeddelelse.

Siden august 2023 har Rikke Baunbæk Wallington været tilknyttet Nicolai Kultur som projektleder på projektet “Hånd & Ånd”. Et samarbejde med Nordea-fonden, der fokuserer på at styrke kreative fællesskaber baseret på frivillighed og engagement.

-Jeg brænder for mennesker, og for mig er det noget af det ypperste som designer at kunne gøre en forskel i menneskers hverdag og udvikling. Min erfaring hos LEGO har vist mig, hvordan leg og kreativitet kan være stærke midler til at tackle sociale og mentale udfordringer hos børn og unge. Derfor glæder jeg mig enormt til at blive en fast del af et kulturhus, der fungerer som et frirum for leg, kreativitet og personlig udvikling for alle. Jeg ser frem til at møde gæsterne, skabe stærke oplevelser og udvikle idéer sammen med mine kolleger, fortæller Rikke Baunbæk Wallington.

Jesper Rützou Rosenkilde, leder af Nicolai Kultur, siger:

-Det er en glæde at byde Rikke velkommen som fast medlem af Nicolai Kulturs team. Jeg har allerede oplevet, hvor værdifuld hun er i projektet ‘Hånd & Ånd’, og jeg ser frem til at videreudvikle samarbejdet. Rikkes kompetencer vil uden tvivl være en stor gevinst for vores brugere, frivillige, kolleger og det kreative miljø i Kolding.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

Tagget med:
Del denne artikel