Læserbrev af Thomas Kramer (M), byrådskandidat, Istedvej 8, 6000 Kolding.
I en tid hvor fokus ofte lander på fejl og mangler eller tager udspring i ugennemsigtige uskrevne regler, vil jeg slå et slag for det modsatte: at vi i Kolding tør være stolte. Stolte af vores kommune, vores fællesskab og de initiativer, der gør hverdagen bedre for os alle. Og ikke mindst være synlige i vision og budskab. Hvis ikke vi tør stå frem og ikke mindst stå ved den nedskrevne ramme, så ulmer mistrivsel, manglende tillid og ikke mindst modstand.
Det er ikke svært at stå ved et fælles ansvar – vi er trods alt mange til at løfte i flok.
Kolding er en mangfoldig kommune med stærke værdier. Vi har dygtige pædagoger og lærere, der med kreativitet og mod hjælper børn til at udfolde sig – ikke kun via karakterer, men gennem leg, nysgerrighed og fællesskab. Det er værd at anerkende – og der er plads til at sætte skoler og dagtilbud mere fri.
Vi er en voksende studieby, kulturby og historisk by – og det mærkes. Gæster roser alt fra Koldinghus til Christiansfeld, og vi burde være bedre til selv at blære os lidt mere med det. For hvorfor gemme på det, vi gør godt?
Vi har et veludbygget seniorområde med en super blanding af plejehjem, senior bofællesskaber, boliger mv. og masser af aktiviteter målrettet senior og ældre – jeg bliver lidt mere stolt, hver gang jeg ser én eller flere af de røde rickshaws køre rundt i bybilledet.
Området skal have mere frihed til at udvikle.
Jeg ser det som vores ansvar, som borger i Kolding kommune at fremhæve og styrke det, der fungerer. Jeg tror på, at lokal stolthed og ansvarlig politik går hånd i hånd. Det handler ikke kun om at pege på problemer – det handler om at finde løsninger og bakke op, hvor vi kan. Og ikke mindst prikke lidt til fællesskabsfølelsen, jeg tænker at alle trives ved at være en del af noget større, hvor man er en del af et ligeværdigt fællesskab.
Selvfølgelig er der udfordringer, og ting man med fordel kunne gøre på en anden måde. Men i stedet for at lade kritikken styre debatten, burde vi huske på, at vi alle er tandhjul i det maskineri, der holder kommunen i gang. Vi har et ansvar – ikke kun for at pege fingre, men også for at bidrage til fællesskabet.
Kolding er en by i bevægelse. Vi har et stærkt erhvervsliv, en spirende iværksætterkultur og en grøn dagsorden og et fokus på bæredygtighed og grønnere byrum, der alle peger fremad. VI burde i fællesskab arbejder for en kommune, hvor vi tør investere i fremtiden – i uddannelse, i bæredygtighed og i mennesker. Et af de første skridt i en fællesretning kunne være vovemodet til at turde gøre noget, man ikke altid plejer at gøre. Bryde vanen og trykke lidt på speederen.
Så ja – jeg er stolt af at bo i Kolding. Og jeg håber, flere vil være det samme. For når vi står sammen om det, vi gør godt, kan vi også løfte det, der kan blive bedre.