Kolding Netavis

Kolding som mulighedernes kraftcenter

Kolding Kommune får sin første erhvervs- og vækstpolitik. Den blev godkendt i byrådet tirsdag.

Politikken kommer på et tidspunkt, hvor flere virksomheder er i færd med at flytte til Kolding – en af dem er East Metal fra Esbjerg, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Hvis man kigger på Kolding som mulighedernes kraftcenter, er fremtiden til at få øje på. Erhvervslivet i kommunen bygger nemlig på en række styrkepositioner, som udgør et godt grundlag for, at Kolding kommune kan tiltrække flere virksomheder, borgere og studerende.

En af styrkerne er beliggenheden. Alle veje fører til Kolding, der er placeret midt i krydset mellem Danmarks to motorveje E45 og E20. Denne beliggenhed giver adgang til et kæmpe opland med masser af arbejdskraft og gør det nemt at transportere varer til og fra området. Det er en af grundene til, at det går godt for Koldings erhvervsliv, hvor brancher som handel og produktion er den trækkraft, der gør, at Koldings virksomheder præsterer den største vækst i antal arbejdspladser i Syddanmark.

Med erhvervs- og vækstpolitikken sætter byrådet retning for, hvordan mulighedernes kraftcenter skal omsættes i vækst i form af et styrket erhvervsliv og flere borgere.

– Kolding er inde i en rigtig god periode, hvor flere virksomheder som Profillageret fra Egtved, Hudevad Radiator Design fra Ribe og nu også East Metal fra Esbjerg vælger at slå sig ned i Kolding. Med den nye erhvervs- og vækstpolitik vil vi fastholde og udvikle vores position som virksomhedernes fortrukne valg, når de søger en ny placering, pointerer borgmester Jørn Pedersen, der ser frem til at byde East Metal velkommen.

East Metal flytter hovedkvarter til Kolding

East Metal er én af landets største producenter af stålkomponenter til industrien. Virksomheden har valgt at flytte hovedkvarteret fra Esbjerg til Nordre Kaj i Kolding. Det sker pr. 1 december i år. Ved samme lejlighed flyttes bogholderi-aktiviteterne til Letland, hvor East Metal har tre store fabrikker.

– Vi har valgt at flytte vores hovedkontor til Kolding, da byen bare ligger rigtig godt strategisk i forhold til at rekruttere nye medarbejdere. Inden for en time kan man nå Esbjerg, Odense, Aarhus og Sønderborg, og mange af vores medarbejdere bor i forvejen i det østjyske. Og for vores medarbejdere fra Esbjerg ligger Kolding meget bedre end Vejle, som også var en mulig placering for os, påpeger Flemming Rasmussen.

East Metal har selskaber med aktiviteter i Nakskov og Letland, hvor man beskæftiger hovedparten af de flere end 600 ansatte.

Tagget med:
Del denne artikel