Nordea-fonden øremærker 50 millioner kroner til projekter, der får bynaturen til at gro og fællesskaberne til at vokse.
Bynatur er i stigende grad efterspurgt blandt byernes beboere, som vil have grønne åndehuller tæt på, hvor de bor.
Det gælder ikke mindst i Kolding, der med godt 61.000 indbyggere er landets syvendestørste by. En stor del er unge og aktive, og deres idéer til at skabe fællesskaber og grønne og blå åndehuller er i særlig grad efterspurgte.
I dag, onsdag, lancerer Nordea-fonden puljen ‘Her gror vi’ på 50 millioner kroner øremærket til borgerdrevne initiativer, der flytter naturen ind i byerne.
Med puljen støtter fonden projekter, som aktiverer og etablerer aktivitetsoaser og samlingssteder i byerne. Det kan f.eks. være byhaver, vandlegepladser og lommeparker; mellem boligblokkene, i parken eller ved gadekæret.
Det afgørende er, at projekterne bidrager til at få bynaturen til at gro og fællesskaberne til at vokse.
-Vi er en efterspørgselsdrevet fond, der lytter til tendenserne i tiden. Og et af de signaler vi har oplevet tydeligst og med stigende styrke er ønsket om at have naturen lige uden for døren, selv når man bor byen. Vi vil gerne understøtte etableringen af blå og grønne samlingssteder, som kan løfte fællesskabet, siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
For at understøtte engagementet inviterer Nordea-fonden til åbent dialogmøde i Odense 5. oktober og i Aarhus 12. oktober for at give konkret og personlig sparring på projektidéer.
Fakta
• Puljen kan søges fra 7. september 2022 med to ansøgningsfrister: 16. november 2022 og 22. februar 2023. Ansøgerne får svar i hhv. marts og juni 2023.
• Puljen er på 50 mio. kr. Der kan søges fra 200.000 kr. til 1 mio. kr. pr. projekt.
• Der kan søges om støtte til almennyttige projekter, som styrker det gode liv i byen og muligheden for at mødes udenfor i nære, grønne og blå fællesskaber. Både aktiviteter og faciliteter støttes.
• Alle almennyttige organisationer kan søge puljen. Dvs. foreninger samt selvejende- og offentlige institutioner. Fonden støtter ikke enkeltpersoners individuelle projekter eller private erhvervsvirksomheder.
• Egentlige bysamfund med mere end 200 indbyggere kan søge; herunder også forstæder, bydele og storbykvarterer.
• Dialogmøde 12. oktober: Aarhus: Domen, Inge Lehmanns Gade 22, 8000 Aarhus og 5. oktober: Odense: Alfred & Kamilla, Sverigesgade 16, 5000 Odense