National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har tirsdag anholdt og sigtet fem mænd, der er tilknyttet en bandegruppering, i forbindelse med handel med hård narkotika. Alle fem bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag klokken 9.30.
NSK gennemførte tirsdag en anholdelses- og ransagningsaktion i Kolding og Vejle. Det omhandlede handel med hård narkotika i Sydøstjylland. Under aktionen blev fem mænd i alderen 27, 37, 42, 46 og 49 år anholdt og sigtet for besiddelse af samlet over 5 kilo kokain, knap 2 kilo MDMA og 1,5 kilo hash under særligt skærpende omstændigheder.
To af de anholdte er medlemmer af en bandegruppering, mens de tre andre har tilknytning til samme gruppe.
Det er NSK’s mistanke, at de sigtede fra februar 2025 til maj 2025 har handlet med hård narkotika, primært kokain, med udgangspunkt i Kolding og i flere byer i Sydøstjylland.
-Dagens aktion er rettet mod den organiserede handel med hård narkotika i flere byer i Sydøstjylland med Kolding som geografisk omdrejningspunkt. Med anholdelserne har vi standset gerningsmændene i yderligere salg, især af kokain, og med ransagningerne har vi sikret både digitale og fysiske beviser til den fortsatte efterforskning, fortæller vicepolitiinspektør i NSK, Lennart Glerup, i en pressemeddelelse.
NSK har foretaget ransagninger af adresser i både Kolding og Vejle. I den forbindelse blev en 24-årig kvinde anholdt, men hun blev løsladt efter afhøringen.
Kolding Netavis har fået tip om, at der tirsdag har været en politiaktion på Snerlevej i Kolding. Hvorvidt det har forbindelse til denne sag, kan netavisen ikke få oplyst.