Man siger at ’julen varer lige til påske’, og det kan man godt sige, at den seneste jul gjorde for en kvinde fra Sydjylland.
En kvinde fra Sydjylland kørte i månedsvis rundt med en Det Store Jule Lotto-kupon i handskerummet på sin bil – uden at ane, at den var millionær-værdi. Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.
Kuponen blev købt til juletrækningen den 25. december, men først under en forårsrengøring af bilen opdagede hun loddet og fik det tjekket. Resultatet viste en præmie på hele 1.000.000 kroner.
-Jeg havde lagt kuponen i bilen og glemt alt om den, fortæller hun med et grin, og indrømmer, at hun sjældent sidder stille og derfor ikke bemærkede loddet tidligere.
Til at begynde med troede hun kun, det var en mindre gevinst, men da det gik op for hende, at det faktisk var en million, måtte hun lige trække vejret dybt.
Milliongevinsten er nu indsat på kontoen, men pengene skal ikke bare stå – en del skal gives til børnene, og resten investeres i kunst og kulturrejser i Europa.
Der bliver også plads til fortsat at spille Lotto, og her til påske har hun købt en ny kupon – denne gang med en bedre opbevaring.
-Den skal IKKE i handskerummet, siger hun med et smil.
