Kolding Netavis

Job7.dk kan fejre fem års jubilæum

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Pressefoto.

Fælles rekrutteringsservice og opkvalificeringsprojekter er stadig kernen i det tværkommunale samarbejde job7.dk, som netop har haft fem års jubilæum. Det er jobcentrene i Trekantområdet, der står bag.

Det er nu fem år siden, at job7.dk så dagens lys. Navnet dækker over et samarbejde mellem jobcentrene i trekantområdet, som har fokus på opkvalificering og rekruttering på tværs af kommunegrænser.

Og det er et samarbejde, som gør en reel forskel for både virksomheder og ledige. Det kan de tale med om på Maskinfabrikken TripleCut i Vejle, der er specialister i bearbejdning af rustfri og højt legerede metaller. Her har man gode erfaringer med de opkvalificeringsprojekter som job7.dk står bag.

De deltog bl.a. i det allerførste fælles projekt tilbage i 2016, hvor de blev matchet med en ledig. Det viste sig at være et godt match. Den ledige – Nicki – kom nemlig efterfølgende i mesterlære i virksomheden. Han blev siden fastansat og arbejder der stadig den dag i dag som CNC-operatør.

Virksomhedens ejere, Anders Hjerrild og Michael Hemmingsen, fortæller, at man gerne vil deltage i flere af job7.dk’s opkvalificeringsprojekter.

-Vi synes samarbejdet med Job7.dk har fungeret godt, og vi står i en situation, hvor vi har brug for kvalificeret arbejdskraft. Så det er glimrende, hvis vi kan rekruttere nye medarbejdere den vej rundt. Det kan måske også medvirke til, at flere ledige fra de øvrige kommuner i Trekantområdet får øjnene op for karrieremulighederne hos os. Dem tager vi meget gerne imod.

De forklarer samtidig, at de gerne vil slå et slag for, at flere kvinder søger ind i deres branche. Arbejdet her har ændret sig meget de senere år, og det er bestemt ingen forudsætning, at man er meget fysisk stærk. Samtidig kan de tilbyde rigtig pæne lønninger til deres medarbejdere.

Der har været mange job7.dk-projekter siden Triple Cut først deltog i 2016, og efter et dyk i aktiviteten pga. Corona, er der nu kommet godt gang i dem igen. Et eksempel på det er det nyligt afsluttede tømrerforløb, hvor fire ud af seks deltagere efterfølgende er kommet i job eller er startet på tømreruddannelsen.

Ud over opkvalificeringsprojekterne, er den fælles rekrutteringsservice den mest markante del af samarbejdet. Den indebærer, at virksomheder kun behøver at kontakte et enkelt jobcenter, for at søge kvalificerede medarbejdere i hele trekantområdet.

Fakta

  • Job7 er et tværkommunalt samarbejde mellem jobcentrene i Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle.
  • Samarbejdet blev formelt indgået med en hensigtserklæring 16. august 2016.
  • Siden opstarten har Job7 i samarbejde med virksomheder og uddannelsesinstitutioner gennemført 6-8 opkvalificeringsforløb om året, målrettet områder med mangel på arbejdskraft.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel