Der har ikke været nogen brugerundersøgelse af madservice siden 2008. Byrådsmedlem Mette Riis (S) glæder sig over, at der nu kommer fokus på borgernes oplevelser.
Ingen tilfredshedsundersøgelse i 18 år: Det undrer nok mange, at Kolding Kommune ikke har gennemført en samlet tilfredshedsundersøgelse blandt modtagere af madservice i 18 år. Byrådsmedlem Mette Riis (S) fortæller i et opslag på Facebook, at hun først fornylig blev opmærksom på, at der siden 2008 ikke er blevet spurgt systematisk til borgernes oplevelser af madservicen.
-Hvis man i 18 år drev en restaurant uden at spørge gæsterne til råds, ville de fleste nok løfte øjenbrynene. Det gjorde jeg også, da jeg opdagede, at der ikke forelå en samlet brugerundersøgelse på madserviceområdet i så mange år, siger Mette Riis i opslaget.
Derfor glæder hun sig over, at Senior- og Sundhedsudvalget nu er enige om, at borgernes mening skal høres, før der træffes nye beslutninger på området. En ny, omfattende tilfredshedsundersøgelse igangsættes nu blandt alle borgere i Kolding Kommune, som modtager madservice – både fra kommunale og private leverandører.
Smagspanel udsættes
Behandlingen af Mette Riis’ forslag om et smagspanel med forskellige aktører på madserviceområdet udsættes, indtil undersøgslen foreligger.
-Det er vigtigt, at borgernes oplevelser kommer på bordet fra starten, når vi skal diskutere fremtidens madservice, understreger hun.
Indtil nu er der blevet serveret tusindvis af måltider i kommunen uden, at der har været en bred dialog med dem, der hver dag modtager maden. For Mette Riis handler madservice i bund og grund om ernæring, sundhed og livskvalitet.
Selvom der årligt gennemføres stikprøvekontroller og tilsyn, hvor et mindre antal borgere bliver spurgt til deres oplevelser, mener Mette Riis, at det ikke er tilstrækkeligt.
-Hvis Kirsten Hüttemeier havde stået i køkkenet, havde hun næppe nøjedes med at spørge et par gæster, om maden var god. Hun havde spurgt hele selskabet, siger Mette Riis.
Resultaterne af den kommende brugerundersøgelse skal ifølge Mette Riis danne grundlag for en dybdegående drøftelse i Senior- og Sundhedsudvalget. Formålet er at styrke kvalitetssikringen, øge borgerinddragelsen og sikre en bedre og mere retvisende opfølgning på madserviceområdet, så kommunens tilbud i højere grad matcher borgernes ønsker og behov.
