Skip to main content

Kolding Netavis

Indsatsen styrkes for tidligt fødte børn

Elo Christoffersen
Kolding Sygehus. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Indsatsen for de mindste og mest sårbare patienter har fortsat høj prioritet.

Indsatsen styrkes for tidligt fødte børn: Region Syddanmark styrker nu indsatsen for tidligt fødte børn. Region Syddanmark afsætter en årlig bevilling på fire millioner kroner til at forbedre behandlingen af tidligt fødte børn. Det fremgår af budgetaftalen for 2025, og nu har regionsrådet fastlagt den konkrete anvendelse af midlerne.

Målet er at sikre høj kvalitet og ensartet praksis på tværs af regionens sygehuse, når det gælder de allermindste patienter, som ofte kræver langvarig og specialiseret pleje.

Nye uddannelseslæger i blandt andet Kolding

Som led i indsatsen oprettes tre nye uddannelsesstillinger for læger med specialuddannelse i behandling af for tidligt fødte børn. De nye uddannelseslæger bliver ansat på sygehusene i Kolding, Esbjerg og Aabenraa og vil samtidig få tilknytning til Odense Universitetshospital (OUH) som en del af deres uddannelse.

Ud over lægestyrkelsen etableres fælles retningslinjer, kurser og faglig sparring for at sikre, at behandling og pleje foregår efter ensartede og høje standarder i hele regionen. Sygeplejen af de tidligt fødte børn styrkes også som en del af planen.

Koncerndirektør Kurt Espersen understreger vigtigheden af indsatsen:

-Familierne står ofte i en svær og sårbar situation, når et barn fødes lang tid før termin. Vores opgave er at sikre, at vi også i fremtiden kan tilbyde specialiseret og livsvigtig behandling. Derfor sætter vi nu ind med både oplæring af nye medarbejdere og styrkelse af kompetencerne på sygehusene i dag, siger han i en pressemeddelelse.

Derudover afsætter regionen årligt 250.000 kr. til ”Babylancen” – en henteordning, der blandt andet bringer specialister og udstyr ud fra OUH til øvrige sygehuse i regionen, når der opstår behov i forbindelse med meget for tidligt fødte børn. Her trænes personalet også i forskellige akutscenarier, eksempelvis ved fødsler flere måneder før tid eller ved alvorlige iltmangel- og kredsløbsproblemer.

Med disse initiativer sikrer Region Syddanmark, at indsatsen for de mindste og mest sårbare patienter fortsat har høj prioritet og at personalet er godt rustet til at møde udfordringerne nu og i fremtiden.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.