Kolding Netavis

Hvad musikken gør ved os

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Peter Vuust. Foto: Stephen Freiheit.

To ugers oplevelses- og vidensfestival om musik, sang og lytning i Kolding.

Mød Peter Vuust, Annette K. Nielsen og Erik Sommer og lær mere om hjernens oplevelse af musik, musik som sovemedicin eller livet som lydfølsom. Det sker til en ny festival i Kolding mellem den 12. og 24. september.

Hvad er det egentlig, der sker i hjernen på os, når vi hører musik? Hvorfor påvirker musik os mennesker så meget? Dét er hjerneforsker Peter Vuust den helt rigtige til at fortælle om, for udover at være forsker er han også selv musiker, komponist og orkesterleder. Oplev ham til et foredrag fyldt med viden om musikalitet til oplevelses- og vidensfestivallen ”Hvad musikken gør ved os”. Vidste du for eksempel, at det er generne, der afgør, om du er tonedøv eller har absolut gehør?

Du kan også komme til foredrag om magien ved Højskolesangbogen med den populære komponist og foredragsholder Erik Sommer. Videnskabsjournalist Anette K. Nielsen tager dig med på en rejse ind i lytningens univers, når hun fortæller om støj og magisk lytning på baggrund af hendes nye bog ”Med på en lytter”. Hør også om musik som sovemedicin eller musikkens rolle i gudstjenesten, og kom til plademesse, guidet fællessang og forskellige sangarrangementer for hele familien.

Festivallen ”Hvad musikken gør ved os” foregår i Kolding fra den 12. til den 24. september. Du kan finde det samlede to ugers program og bestille billet til arrangementerne her.

Aktiviteterne til ”Hvad musikken gør ved os” er lavet som et samarbejde mellem Koldingbibliotekerne, kirkerne i Kolding, Sangkraft Kolding, plademessen i Haderslev og pladebutikken Jungle Records.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel