Læserbrev af Birgitte Munk Grunnet (S), 1. viceborgmester og borgmesterkandidat, Skovborglundvej 11, 6580 Vamdrup.
Den 5. juni fejrede vi Grundlovsdag – dagen for demokratiets fødsel i Danmark. Det er en dag, hvor vi minder hinanden om, at vores frihedsrettigheder, vores ret til at være uenige og vores ret til at blive hørt, er noget vi har fået – og noget vi skal værne om.
Derfor undrer det mig, at Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative i Kolding vælger at holde et grundlovsmøde uden at invitere de øvrige partier. Et grundlovsmøde, hvor man vil fejre demokratiet – men samtidig udelukker politiske modstandere.
Det er udemokratisk i sin form og fattigt i sin ånd.
Grundlovsdag er ikke en partipolitisk dag. Den tilhører ikke højre eller venstre – den tilhører os alle. Når partier vælger at lukke sig om sig selv på en dag, hvor fællesskabet burde være i centrum, sender det et uheldigt signal om, hvordan man ser på politisk dialog.
Og jeg må være ærlig:
Det bekymrer mig, hvad det siger om deres syn på demokrati, hvis én af dem en dag skulle sætte sig i borgmesterstolen.
Hvordan bliver samarbejdet så? Hvem bliver inviteret med til bordet – og hvem bliver holdt udenfor?
Som socialdemokrat tror jeg på, at demokratiet styrkes, når vi mødes – også med dem, vi er uenige med. At vi skal debattere, ikke ekskludere. Og at Grundlovsdag er en oplagt anledning til netop det.
Socialdemokratiet i Kolding har derfor valgt at deltage i grundlovsarrangementer, hvor der er plads til flere partier og stemmer. Det er ikke bare et princip. Det er en demokratisk pligt.
For når vi begynder at dele demokratiet op i “os og dem” – så er det ikke demokratiet, vi fejrer. Så er det noget helt andet.