Kolding Netavis

Grønvangskolen besøgte Landbomuseet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Landbomuseet Kolding.

Grønvangskolen besøgte Landbomuseet Kolding på Brødsgård i Harte.

Lærerne Catrine Høegh og Eike Damgaard og 7B fra Grønvangskolen i Vejen har besøgt Landbomuseet Kolding. Formålet med besøget var at høre lidt om, hvordan det var indenfor landbruget og livet på landet fra før 2. verdenskrig til og med 1950´erne.

Indledningen var, at Ruth Schønberg formand for Støtteforeningen bød lærere og elever velkommen til en ”skoledag” på museet.

Først så de en film, der hedder ”Godset”, den fortæller om det slidsomme liv på gårdene, hvor de samlede kartofler med hænderne, det var både landmanden og hans kone, som gjorde det hårde arbejde.

Når roerne var taget op, gik man og huggede bladene af med en stor kniv, det krævede det rette håndelag for ikke at komme til skade. Roerne blev derefter kørt hen, hvor man have bestemt at lave en roekule, her stablede man roerne, og de blev dækket med halm og jord, så de kunne bruges til foder i løbet af vinteren.

Så blev jorden pløjet, og der blev kørt gødning ud med hestevogn og læsset af i små stakke med 8 skridts mellemrum, for derefter at blive spredt rundt fra hver stak.

De så også, hvordan roerne blev brugt til foder i stalden. De blev præsenteret for et tærskeværk i funktion, hvor de så halmen blive skilt fra kornet. Halmen bruges til strøelse i heste- og kostalde.

Derefter så de en informativ kort film, der hedder ”Farvel til hestene”. Den viste udviklingen fra efterkrigstiden, hvor flugten fra landet til byen begyndte, så man med Marshallhjælpen fra USA til Europa – heriblandt Danmark – fik stor hjælp til at rejse sig efter krigen. Bønderne solgte deres heste, og de fik traktorer i stedet. Der kom selvbindere, roeoptagere, grønthøstere og mange flere maskiner til at lette arbejdet på landet.

Efter filmene blev klassen delt op i fire grupper, som skulle ud til 4 stande. Den første gruppe fik de lært noget om vores fire korntyper rug, byg, hvede og havre, de fik også prøvet at male hvedekorn til grahamsmel og havrekorn til havregryn. Mel og havregryn fik eleverne med hjem. Så de kan bruge havregrynene til morgenmad og melet, hvis de senere kan få mulighed for at bage pandekager.

Gruppe 2 fik en rundvisning i Gåsehuset, som er fyldt med masser af landbrugsmaskiner, værktøj til smeden, tømreren, skomageren, bødkeren, dræn- mesteren med flere. De fik en grundig forklaring af de frivillige på, hvad de forskellige ting anvendtes til.

Gruppe 3 fik lært at fremstille reb, de her blev så lavet til sjippetov, som de enkelte elever fik med hjem.

Gruppe 4 kom over til smedene, hvor de selv fik læderforklæder på og lov til at slå på det glohede jern, så de kunne lave sig et hjerte eller en pløk. Der var stor interesse for smedenes arbejde.

Alle grupper roterede og fik lov at besøge de fire stande, som alle var bemandet med frivillige fra Landbomuseet Kolding.

Da alle grupperne havde besøgt de forskellige stande, blev der takket af for i dag, og bussen vendte snuden hjem til Vejen og Grønvangskolen.

Se billederne øverst i artiklen…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel