Skip to main content

Kolding Netavis

Generationer reagerer forskelligt på digitale mennesker

Elo Christoffersen
Foto: Maria Tuxen Hedegaard.

Den yngre generation stiller højere krav og kan reagere kritisk.

Generationer reagerer forskelligt på digitale mennesker: Mange af os har måske allerede oplevet det: At besøge en virksomhed, hvor receptionisten er erstattet af en digital avatar. Et menneskelignende digitalt ansigt på en skærm, der byder velkommen, printer navneskilte og ringer efter den, du skal møde.

Ifølge lektor Anne Dorthe Larsen fra IBA Erhvervsakademi Kolding, som sammen med lektor Edward Abel fra SDU har undersøgt vores reaktioner på sådanne digitale mennesker, varierer opfattelsen i høj grad med både alder og køn.

Undersøgelsen viser blandt andet, at generation Y (født 1981-1996) generelt reagerer mere positivt på avatarer end den yngre generation Z (født 1997-2012). Derudover er mænd overordnet mere positive over for avatarernes personlighed og sociale interaktion, end kvinder er. Uanset generation.

En af de kvindelige testpersoner udtrykte i undersøgelsen, at kommunikationen med en avatar kunne føles krævende, fordi hun følte ansvar for at stille de rigtige spørgsmål for at få korrekte svar, og hun tvivlede på, at avataren ville opfange ironi. Det oplyser IBA i en pressemeddelelse.

Forskerne observerede også, at den yngre generation, som har større erfaring med digitale interfaces, stiller højere krav og kan reagere kritisk, fx grinede en testperson, da en avatar ikke genkendte et almindeligt ord.

Når testpersonerne skulle vælge en avatar som digital læge, foretrak langt de fleste en mandlig, moden og erfaren figur, der emmer af empati og faglighed. Til receptionisten foretrak flertallet en yngre kvindelig avatar, der virkede autentisk som en, man kunne møde bag en skranke.

Forskerne bag anbefaler virksomheder at tage højde for målgruppens forskelligheder i design og gerne give brugere mulighed for selv at vælge avatarens køn og udseende for at skabe bedst mulig brugeroplevelse.

NTT DATA Business Solutions har samarbejdet med forskerne og fremhæver, at undersøgelsen giver værdifuld indsigt i, hvordan demografiske faktorer påvirker opfattelsen af digitale mennesker, hvilket hjælper dem med at udvikle bedre løsninger til deres kunder.

Afslutningsvis påpeger Anne Dorthe Larsen, at det er vigtigt at balancere mellem at imødekomme brugernes præferencer og samtidig udfordre eventuelle fordomme for at bryde barrierer i brugen af digitale avatarer.

Forskningen indgår også som en vigtig del af undervisningen i e-commerce og digital marketing på IBA Erhvervsakademi Kolding, hvor studerende forberedes på at møde fremtidens digitale udfordringer.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: