Kolding Netavis

Fusion er en realitet fra 2023

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Alfabo.

Fra årsskiftet fusionerer Tyrstrup Andelsboligforening (TAB) med Alfabo.

Når vi skriver 1. januar 2023 bliver en fusion mellem Tyrstrup Andelsboligforening (TAB) og Alfabo en realitet. Beboerne i Tyrstrup Andelsboligforening (TAB) stemte allerede ja til fusionen i december sidste år, og nu følger Alfabo efter. Repræsentantskabet har nemlig også nikket ja til fusionen.

-Fusionen vil medføre mange fordele for både TAB og Alfabo, og vi glæder os til, at vi for alvor kan gå i gang med det store arbejde med sammenlægningen, fortæller Bent Jacobsen, der er bestyrelsesformand i Alfabo.

Vil skabe en stærk driftsenhed

Formålet med fusionen er blandt andet at skabe en stærk driftsenhed, styrket service samt sikre et lavt administrationsbidrag. Tyrstrup Andelsboligforening af 1955 råder over omkring 300 boliger i Christiansfeld samt et igangværende byggeri af et nyt seniorbofællesskab, mens Alfabo har over 4.000 boliger i Kolding, Bogense, Vejen, Grindsted, Varde og Ansager.

-Vi har gennem mange år været i god vækst skabt af både nybyggeri og tilkommende boligorganisationer. Fusionen med TAB vil yderligere give os styrken, størrelsen og et stærkt bagland til at imødekomme fremtidens udfordringer, siger Erik Lønne Gottfredsen, direktør i Alfabo.

Næstformand i TAB, Susanna Nielsen, glæder sig over, at Alfabo har stemt ja til fusionen.

-For os er det vigtigt, at vi fusionerer med en organisation, hvor der har styr på tingene, og hvor man er i øjenhøjde med beboere og medarbejdere, og vi ser frem til det videre arbejde med fusionen, siger hun.

Alfabo vil i forbindelse med fusionen udvide sin bestyrelse fra syv personer til ni personer, hvoraf de to pladser reserveres til personer fra Tystrup Andelsboligforening for en periode på fire år.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel