Kolding Netavis

Forening vil hjælpe forældre ud af misbrug

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Cirka 2.000 børn i Kolding lever med en mor eller far, der har problemer med alkohol eller stoffer. Nu vil en forening hjælpe børnefamilierne.

NGO´en Fri af Misbrug er siden 1. maj begyndt, at lave målrettet opsporing af forældre med misbrugsproblemer i Kolding-området.

Foreningen har fået midler af Ole Kirks Fond til at hjælpe børnefamilier i Kolding, hvor forældrene har et problematisk brug af alkohol og stoffer.

-Vi vil gøre vores tilbud synligt for forældre, så vi kan komme i dialog med dem om deres problemer. Og fordi vi ikke er en myndighed, men en NGO der tilbyder uvildig rådgivning, så vil det måske være mere trygt for en mor eller far at tage kontakt til os. For os handler det først og fremmest om at skabe en omsorgsfuld dialog, så familierne føler sig forstået, siger stifter af Fri af Misbrug, Anne-Camilla Nielskov, i en pressemeddelelse.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er omkring 2.000 børn i Kolding berørte af misbrug, hvor enten mor eller far drikker for meget eller tager for mange stoffer.

Målrettede kampagner

Gennem målrettede kampagner på sociale medier og lokale events vil Fri af Misbrug skabe kontakt til familier, som normalt går under kommunens radar, og hjælpe dem på rette vej.

-Vi håber at komme i kontakt med de her familier, hvor der er et usynligt misbrug. Hvor alt ser fint ud på forsiden, men så kan der være store problemer bag facaden. Vi vil gerne hjælpe forældrene til at blive en bedre udgave af dem selv og på den måde sørge for, at børnene får en tryg barndom, fortæller Anne-Camilla Nielskov.

I Danmark er det kun fire procent af de forældre, der har et overforbrug af alkohol eller stoffer, som får hjælp, og en tredjedel af børn fra misbrugshjem vil selv udvikle et misbrug, når de bliver voksne, viser undersøgelser. Fri af Misbrug rådgiver forældre, så de kan bryde mønsteret og komme ud af afhængigheden.

Du kan ringe 3011 1240 eller sende en sms anonymt til 9393 0122 hvis du selv, eller en du kender, har problemer med stoffer eller alkohol.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel