Fejrer fællessangen og fællesskabet

Søndag 21. Oktober 2018 16:40 626
Aftenens vært er forstander på Engelsholm Højskole, Jakob Bonderup. Pressefoto. Aftenens vært er forstander på Engelsholm Højskole, Jakob Bonderup. Pressefoto.

Fællessang og fællesskab er i fokus, når Nicolai Kultur 1. november fejrer den danske sangskat med arrangementet Nicolai synger.

Tag højskolesangbogen under armen og mød op med en velsmurt stemme, når Nicolai Kultur i forbindelse med Spil Dansk Dagen byder til en aften i fællessangens og fællesskabets tegn den 1. november klokken 19.30 under navnet Nicolai synger.

Aftenens vært er forstander på Engelsholm Højskole, Jakob Bonderup, der er opflasket med højskoletraditionen og højskolesangbogen. Han besidder en stor viden om højskolesangbogens indhold og sad med i redaktionen af den nyeste udgave af den. Til Nicolai synger vil Jakob Bonderup både spille til sangene, synge for og sidst men bestemt ikke mindst fortælle om sangene, komponisterne og forfatterne.

- Fællessang er det sted, hvor vi både lytter efter os selv men også de andre stemmer i fællesskabet og skaber en fælles klang, siger eventkoordinator i Nicolai Kultur, Jon Hededal og fortsætter:

- Nicolai er fælles om kulturen, og derfor giver det god mening, at vi byder indenfor til en aften, hvor det er fællessangen, der er i fokus.

Har man ikke selv en højskolesangbog, så har Nicolai Kultur et begrænset antal, som publikum kan låne til arrangementet.

Der er fri entré til arrangementet. Du kan reservere en billet på www.nicolai.kolding.dk.

Tags