Fantasi, leg og fællesskab. Efter en sommer med stor sommerlejr er FDF Lunderskov nu klar til at starte efterårssæsonen op. Og både børn og voksne kan stadig nå at være med.
Hver onsdag kl. 17.00-18.30 mødes FDF Lunderskov på Kobbelvænget 6 i Lunderskov. Her er der plads til nye ansigter, der har lyst til friluftsliv, leg og fællesskab i Lunderskov.
Man kan også møde FDF Lunderskov ude i byen onsdag den 9. september, hvor der leges i Lunderskov By.
10.000 FDFere på sommerlejr ved Himmelbjerget
Inden efterårssæsonen i FDF Lunderskov gik i gang, var 16 børn og voksne fra FDF Lunderskov på stor sommerlejr ved Himmelbjerget i uge 28 og 29.
Her var de samlet med knap 10.000 andre FDFere fra hele landet og 343 FDF-kredse, der hver havde deres egen lejrplads med telte, bålsted og spisepladser.

For hele lejren var der en fælles ramme og fortælling. Hver dag skulle alle FDFere rundt på lejrpladsen for at lege sammen, møde nye FDF-kammerater, løse svære og finurlige opgaver og udfordre sig selv på både hoved og krop. De seje pilte (2.-3. klasse, red.) tog springet og kørte med svævebanen fra Lunderskov tog springet og kørte med svævebanen gennem skoven. Om aftenen var der underholdning med sang og show.
Donation fra Middelfart Sparekasse gav hygge på lejrpladsen
FDF Lunderskov var så heldige at få en donation fra Middelfart Sparekasse i Kolding til indkøb af bøllehatte, pavilloner og bord-bænkesæt.
Holdleder Sanne fortæller, at det var en kærkommen gave, som ikke bare gjorde lejren god og funktionel, men også skabte en rigtig hyggelig samlingsplads for børn og voksne – når der skulle laves mad, spises, men også hygges med kage, kaffe og kortspil.
Vil du være med i FDF Lunderskov?
Fantasi, udfordringer og fællesskab præger også de ugentlige møder i FDF Lunderskov. Det er netop det, der gør FDF til et populært fritidstilbud for børn i Lunderskov.
Alle er velkomne til at kigge forbi onsdag kl. 17.00-18.30 på Kobbelvænget 6 i Lunderskov. Man behøver ikke tilmelde sig – bare mød op.
