Kolding Netavis

Fælles ansvar på skoleområdet

Læserbrev af Hans Holmer (SF), medlem af Børne og Uddannelsesudvalget, Skovbogade 8, 6000 Kolding.

Det er aldrig sjovt når der skal spares. Derfor er jeg også lettet over at vi i fællesskab i Børne- og Uddannelsesudvalget nåede til enighed i at finde besparelserne på folkeskoleområdet.

Jeg er helt med på at folkeskolerne er presset, men i den situation vi er i, har det været vigtigt at skabe økonomisk stabilitet. De besparelser som netop er besluttet, har været på områder hvor folkeskolerne bliver mindst muligt berørt. Der er blandt andet skåret i penge til eksterne konsulenter og program for læringsledelse, men der er også skåret på områder som gør mere ondt fx fælles kommunal idrætsdag. Derudover er der lagt op til en rammebesparelse på 800.000 kr. som bliver fordelt ud på hele skoleområdet.

Politisk vil vi i SF til de kommende budgetforhandlinger gå efter at få tilbageført midler til folkeskolen. Vi har en god folkeskole i Kolding kommune i dag og det skal vi også have i fremtiden. Derfor er det ubeskrivelig vigtigt, at vi bliver ved med at investere i en god folkeskole, så vi også fremover sikrer vores børn en folkeskole med god trivsel- og udviklingsmuligheder.

Jeg er særligt glad for at besparelserne på specialområdet blev trukket tilbage og at planerne om at lukke Karen Blixen skole også blev trukket tilbage, så den nu kan bestå som en selvstændig skole. Ved at trække besparelserne tilbage sikrer vi, at alle børn får de bedst mulige rammer for en god barndom og et godt voksenliv. Tak til udvalget for at vi i fællesskab fandt en løsning.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *