Kolding Netavis

Få et lift til bussen

Den kollektive trafik i Kolding Kommune udvides nu med et nyt fleksibelt tilbud, som primært er målrettet borgere i landsbyerne. Sammen med Kolding Kommune lancerer Sydtrafik produktet Plustur, hvor du kan bestille en tur med flextrafik fra din adresse til nærmeste stoppested – eller omvendt.

Plustur forlænger på den måde den kollektive trafik, så den kan nå helt ud i alle hjørner af kommunen, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Plustur er en ny variant af det mere kendte flextur, og den kan lige som flextur benyttes af alle. Det er lige meget, om man skal til banko, basketball eller på besøg, så kan man benytte Plustur, hvis der ikke kører en bus hele vejen.

– Det er ikke så længe siden, at vi nedlagde en række busture på lokale ruter. Dels for at spare penge, dels på grund af ingen eller meget få passagerer. Nu styrker vi den kollektive trafik primært til og fra landsbyerne med et nyt fleksibelt tilbud, hvor vi samtidig undgår tomme busser, siger Jakob Ville, formand for Teknik- og Klimaudvalget, i pressemeddelelsen.

Sådan bestiller du Plustur

Plustur bestilles via Rejseplanen.dk eller Rejseplanen App som en del af en almindelig rejse, og den fremgår automatisk i søgeresultatet i Rejseplanen, hvis det er en mulighed i forbindelse med din planlagte rejse.

Turene kører som en del af den øvrige flextrafik, og det skal bestilles mindst to timer før afgang. Plusturen koster altid 24 kr. pr person – og derudover skal man så betale for selve bus- eller togturen.

– Vi er rigtig glade for, at vi sammen med Kolding Kommune nu har fået lanceret et produkt til den kollektive trafik, som kan hjælpe med at sikre, at borgerne kan komme helt fra bopælen og til deres valgte destination, selv om de bor uden for de gængse byområder. Ved at kombinere forskellige former for kollektiv trafik, skaber vi fleksible tilbud til alle, fortæller Lars Berg, direktør i Sydtrafik.

Testet i Sønderborg

Tilbuddet har kørt som en pilottest i Sønderborg Kommune siden juni 2018 og er senere udrullet i Aabenraa Kommune. I Nordjylland har de været i gang siden januar 2018. Bestillingen og afviklingen af turene som en del af den åbne flex-trafik-kørsel er derfor gennemtestet med succes. Og brugerne, der er fordelt ligeligt over alle aldersgrupper, er glade for løsningen.

– Formålet med Plustur er at løfte mobiliteten i Kolding Kommune ved at tilbyde borgerne en prisvenlig og integreret trafikløsning, der nemt og bekvemt søges frem i Rejseplanen, som en del af en almindelig rejse. Borgere i yderområderne af Kolding Kommune bliver dermed koblet til en busforbindelse gennem en fleksibel kørselsordning, som effektivt balancerer mobilitet og økonomi, forklarer Michael Aagaard, der er afdelingschef for Flextrafik i Sydtrafik.

Del denne artikel