Kolding Netavis

Dronningens nisser kommer til Koldinghus

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Det er Dronning Margrethe, der har skabt historiens seks små nissefigurer og en juleengel, som kan ses på Koldinghus. Foto: Kongehuset.

I år udkommer bogen ”Kongehusets julekalender: Nissefars julerejse gennem kongerækken”.

Omdrejningspunktet for fortællingen er en oplevelsesrejse gennem den danske kongerække, hvor nisser i følgeskab af en juleengel rejser rundt på de danske slotte og støder på spor, som danske konger og dronninger gennem mere end 1000 år har efterladt sig. Juleeventyret bringer fortællinger om nogle af de mange majestæter, som har siddet på den danske trone forud for Dronningen, og således markerer julekalenderens tema samtidig, at Dronningen i 2022 har haft 50-års Regeringsjubilæum.

Dronningens nisser paa Koldinghus Foto Keld Navntoft
Dronningens nisser på Koldinghus. Foto: Keld Navntoft.

Det er Dronning Margrethe, der har skabt historiens seks små nissefigurer og en juleengel, som kan ses på Koldinghus fra 15. november til 30. december. I forbindelse med den lille nisseudstilling kan museets gæster lave deres helt egne nisser, inspireret af Dronningens design og de kan træde ind i tre kæmpe udgaver af Dronningens nisse, designet af Koldinghus’ eventkoordinator Claudia Bøje Hansen og syet af frivillige fra Den Kongelige Systue på Koldinghus.

-Vi har valgt at lade Dronningens nisser og juleengel være omdrejningspunktet for masser af aktiviteter med fokus på blandt andet julens kreative traditioner. Med pap, saks og lim kan besøgende gøre Dronningen kunsten efter og selv skabe deres egne julenisser. Eller de kan træde ind i en julenisse i menneskestørrelse og tage et nissebillede. Vi er utrolig glade for, at Kongehuset har givet os mulighed for at udstille disse små fine nisser og vi håber, at museets gæster vil bruge workshoppen til at tage en lille pause fra juleræset og være kreative sammen. At lave noget unyttigt, helt i Dronningens ånd, fortæller museumsdirektør Thomas C. Thulstrup i en pressemeddelelse.

Fakta

Dronningens nisser kan ses på Koldinghus fra 15. november – 30. december.

Der er nisseworkshop alle dage på Koldinghus. Det bliver i samme periode også muligt at lave nisser, inspireret af Dronningens design på Amalienborgmuseet, hvor der også vil være tre nisser i menneskestørrelse.

Dronningens nisser fra ”Kongehusets Julekalender” kan kun ses på Koldinghus.

Forside Kongehusets julekalender
Kongehusets julekalender: “Nissefars julerejse gennem kongerækken” har Koldinghus på forsiden og er udgivet på Politikens Forlag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel