Debatten om lukningen af Mungo Park

Søndag 10. maj 2020 18:34 341
Mette Voss (SF). Privatfoto. Mette Voss (SF). Privatfoto.

Læserbrev af Mette Voss (SF), medlem af byrådet, Låsbygade 44, 2., 6000 Kolding.

I debatten om lukning af det tidligere Mungo Park (nu Egns Teater), har vi fra DF’s side gang på gang fået konstateret, at de forsat vil lukke teateret og i den forbindelse vil bruge 1,5 millioner af det sparede på at føre tilbage til Folkekøkkenet.

En smuk tanke – absolut, men at Folkekøkkenet i første omgang mangler dette beløb, skyldes jo netop flertallets budgetvedtagelse for 2020, som DF var stærk fortaler for.

Konsekvensen blev sammenlægningen af Regnbuen og Folkekøkkenet og derudover valgte man at spare på §18-midlerne, som netop støtter de frivillige væresteder og ikke kun Folkekøkkenet…

Hvad med Cafe Paraplyen? – og hvad med de andre frivillige steder der blev ramt.

De kæmper forsat for at tilbyde deres brugere, det der er behov for. Brugere som ikke har et stort bagland til at gå på barrikaderne for sig, men hvor de frivillige har skabt et sted at høre til, et sted hvor der er plads og hvor frivillige bidrager til en markant bedre livskvalitet for psykisk sårbare medborgere. Det må forsat ikke tabes på gulvet.

For dagligt er de frivillige medvirkende til at løfte en stor opgave. For de frivillige sociale tilbud skaber for brugerne meningsfyldte fællesskaber, de skaber sammenhold, de skaber identitet og en oplevelse af at høre til – og selv være en del af løsningen.

Så med en sådan udmelding, kan jeg kun håbe på, at DF til næste budgetforhandling vil være med til at føre midler tilbage til området, således vi igen kan få ro på.

Tags