Kolding Netavis

Bæredygtig energi: Også når det gælder hjernen

Som ramt af langvarig følger efter en hjernerystelse ved Anne Munch, hvor vigtigt det er at forvalte sin energi, for at hendes hjerne ikke brænder ud. Derfor har hun sammen med Hjernerystelsesforeningen og CSV Kolding taget initiativ til et foredrag om energiforvaltning.

Der mangler stadig megen viden omkring langvarige følger efter hjernerystelse og derfor har lokal ildsjæl Anne Munch taget initiativ til et foredrag.

– Energiforvaltning er en stor del af mit daglige liv, for at kunne fungere. Hvis ikke jeg energiforvalter og lytter til mit hoved og min krop, så brænder jeg sammen siger Anne Munch i en pressemeddelelse.

Foredraget holdes på CSV ved hørekonsulent Laura Velander (cand. mag. audiolog) og fokus vil være på energiforvaltning, og hvordan ramte af hjernerystelse kan strukturere deres dagligdag under hensyntagen til en reduceret mængde energi.

Laura Velander vil komme med eksempler på hvilke redskaber, der kan bruges og vigtigheden af indlagte hvilepauser.

Undervejs i arrangementet vil der også være et indlæg fra neuropsykolog Dorte Jacobsen. Hun vil fortælle om de neurofysiologiske mekanismer ved hjernerystelse samt de psykologiske reaktioner, som de ramte kan opleve.

Anne Munch har tidligere arrangeret foredrag om senfølger efter hjernerystelse. Det blev en stor succes med 75 deltagere.

– Det viser mig, at der er et behov for viden, især hvis man er ramt. Men også som pårørende er det vigtigt at få forståelse og kendskab, siger Anne og fortsætter:

– Der er vidt forskellige tilbud til sådan nogen som mig, alt efter hvilken kommune man bor i. Jeg har været heldig, at kunne komme hos CSV og trække på Lauras viden og erfaring.

Energiforvaltning er nødvendigt for at fungere som hjernerystelsesramt og for ramte med langvarige følger bliver det noget, de skal gøre formentlig resten af deres liv.

Foredraget foregår torsdag 24. oktoberklokken 17-19 hos CSV Kolding, Skovvejen 1B, Kolding og er for ramte, deres pårørende og andre med interesse i området.

Du kan læse mere om foredraget samt tilmelde dig på www.paspaahovedet.dk under foredrag.

Tagget med:
Del denne artikel