Dækningsafgiften vil være fjernet helt i 2029.
Afskaffelse af erhvervsskat styrker Koldings erhvervsliv: Efter en positiv dialog mellem foreningen og fonden Business Kolding har et bredt flertal i Kolding Byråd besluttet at afskaffe dækningsafgiften helt i den kommende byrådsperiode. Dækningsafgiften har længe været en større økonomisk byrde for de lokale virksomheder, der samlet betaler omkring 60 mio. kroner årligt. Ifølge aftalen vil afgiftsbyrden være helt fjernet i 2029.
Bestyrelserne i både Foreningen og Fonden Business Kolding kvitterer for det tætte og konstruktive samarbejde med kommunen. De ser beslutningen som et betydeligt løft for erhvervslivet i Kolding.
-For vores medlemmer og hele erhvervslivet i Kolding er dette en aftale, der markant forbedrer fremtidens vækstmuligheder. Et stort tak til byrådet for at tage udfordringen op og fjerne denne forvridende skat på virksomhederne, fortæller Lene Jæger Klausen, formand for Foreningen Business Kolding, i en pressemeddelelse.
Ole Rudbeck Petersen, afgående formand for Fonden Business Kolding og vice president i Alfa Laval, roser samarbejdet:
-Det har været en lang debat om dækningsafgiften, og jeg vil gerne takke byrådsmedlemmerne og kommunaldirektøren for et godt samarbejde og en løsning, der virkelig gavner erhvervslivet.
Nytiltrådte formand for Fonden Business Kolding, Donny Moerkerk, administrerende direktør i Würth Danmark A/S, understreger den positive udvikling:
-Byrådets beslutning om fuld afskaffelse af dækningsafgiften er et kæmpe skridt fremad for Koldings erhvervsliv. Hvor der tidligere var tale om en halvering, fjernes afgiften nu helt.
Nyt fokus på uddannelse
Samtidig vil foreningen og fonden nu intensivere deres indsats for at sikre medfinansiering til Syddansk Universitets (SDU) planlagte etablering af to nye civilingeniøruddannelser i Kolding. Projektet har stor betydning for både erhvervslivet og byens fremtid som uddannelses- og innovationsby.
Projektet kræver en privat medfinansiering på 100 mio. kr., mens Kolding Kommune allerede har afsat 150 mio. kr. til at dække SDU’s startudgifter over en 10-årig periode. Når uddannelserne er fuldt etablerede, forventes et forskningsmiljø og omkring 650 studerende.
-Det åbner døren for nye ingeniøruddannelser i Kolding. Opgaven er stor, men jeg er overbevist om, at vi kan løfte den – for Koldings skyld, siger Donny Moerkerk.
Fortsat samarbejde om beskæftigelse
Foreningen og Fonden vil desuden fortsætte samarbejdet med Kolding Kommune om beskæftigelsesindsatsen i et fornyet partnerskab. Med den kommende beskæftigelsesreform bliver virksomhedernes sociale ansvar endnu vigtigere for at sikre, at borgere kan komme fra ledighed til selvforsørgelse via job eller uddannelse.
Beslutningen om at fjerne dækningsafgiften og sætte fokus på nye uddannelsesmuligheder er et vigtigt skridt for at styrke Kolding som en attraktiv erhvervs- og uddannelseskommune med vækst og udvikling i centrum.
