Mandag aften fik Lærke overrakt præmien efter det logo, som hun har designet, blev vinderen af FC Kolding Nords logokonkurrence.
Mandag aften blev 22-årige Lærke Ebbesen fra Vojens, der til daglig går på Hansenbergs mediegrafikerlinje, hyldet. Baggrunden var, at det logo, som har designet, blev valgt som vinder af FC Kolding Nords logokonkurrence. En konkurrence, der foregik i et samarbejde mellem FC Kolding Nord og Hansenbergs mediegrafikerlinje.
-Der kom mange kvalificerede bud ind på et nyt logo til os. Når valget endte på Lærkes logo, så handlede det rigtig meget om, at vi kunne godt lide, at der var noget nytænkning i det. Hun havde faktisk tænkt lidt ud af det normale våbenskjoldskabelon, som typisk er på fodboldklubber. Og så synes vi, at der rent faktisk også var noget action i logoet, med den her bold, der ligesom bliver sparket ud af billedet. Så vi synes, at hun ramte på rigtig mange af parametrene, samtidig med, at vi også holdt noget genkendelighed i det logo, vi har haft på vores ungdomsomarbejde, fortæller Kenneth Andersen fra FC Kolding Nord til Kolding Netavis.
Lærke blev overrasket
Lærke Ebbesen var overrasket over, at valget faldt på hendes logo:
-Det var meget overraskende, fordi jeg syntes, der var mange, der gav nogle gode inputs til det. Jeg kunne se, hvad de andre var i gang med at lave, og hvor langt de var med det, og hvilke tanker de havde gjort sig om det. Og jeg syntes, der var mange interessante og anderledes tænkende ideer end mine. Så det var meget overraskende, at det var mit, der blev valgt, siger Lærke Ebbesen til Kolding Netavis.
Lærke fik et gavekort på 3.000 kroner til Kolding Storcenter, fordi hun vandt konkurrencen.
Det videre arbejde fortsætter
Nu skal FC Kolding Nord videre med arbejdet bag kulisserne:
-Og på nuværende tidspunkt forventer vi at have tre herrehold. Vi forventer, at have to seniorhold på damesiden, hvor vi allerede har oplevet en ret stor tilgang af nogen, som synes, at det her projekt er rigtig spændende – og kan se, at det godt kan gå hen og blive rigtig sjovt. Men det allervigtigste for os, det er at blive ved med at tilbyde det her breddefodbold. Og være tro mod de rammer og faciliteter, der er rundt omkring i klubberne. Så det er det næste, der skal ske er, at vi skal i gang med det arbejde, forklarer Kenneth Andersen.
FC Kolding Nord består af fire klubber: Nr. Bjært Strandhuse I.F., Bramdrupdam GIF, Almind Viuf GIF og Harte GIF.
Hvis man kunne tænke sig, at spille seniorfodbold, så skal man kontakte én af de fire klubber.