Dit drikkevand bliver nu bedre beskyttet.
89 hektar jord mellem Lunderskov og Jordrup er blevet fredet mod sprøjtegifte. Tre lodsejere har indgået permanente aftaler med EWII om aldrig at bruge pesticider eller sprede slam på arealerne. Det skriver EWII i en pressemeddelelse.
Jorden ligger i det område, der danner grundvand til Trudsbro Vandværk, som forsyner store dele af Kolding.
Aftalerne er godkendt af Kolding Byråd.
-Vi skal have standset ulykken, der finder sted i vores grundvand, siger Charles Nielsen, bestyrelsesformand i EWII Vand.
Det store grundvandsdannende område er på 950 hektar. Med de nye aftaler er en fjerdedel nu permanent beskyttet.
Ægteparret Andreas og Nina Hindbo ejer 48 hektar af jorden og vil nu plante skov og skabe søer for at styrke både natur og grundvand.
