Foreningen Hospitalsklovne i Kolding har på det seneste brugt mange penge, bl.a. til 24 nye fjernsyn til børneafdelingen og til over 30 koncerter ”Giro 414″ på plejehjem i Kolding, Vejle, Fredericia og Middelfart Kommuner.
Det kan kun lade sig gøre, fordi foreningen til tider modtager store donationer: Senest 25.000 kr. fra Gnist Puljen, der er etableret af Kolding Storcenter.
-Vi er både stolte og beæret over den flotte donation fra Gnist Puljen. Da komiteen skulle finde frem til i alt fem modtagere, skulle de tage stilling til ikke færre end 131 ansøgninger. Den kunne derfor ”sagtens” have forbigået vores ansøgning, for der er rigtig mange foreninger i Kolding, der gør et socialt arbejde. Derfor betragter vi det ikke som en selvfølge, at vi var blandt prismodtagerne, lyder det fra klovneforeningens formand, Geert Madsen, i en pressemeddelelse.
Foruden de 25.000 kr. på en kæmpecheck fik klovneforeningen også en plakette som et synligt tegn på, at den gør et stort arbejde på både børneafdelingen på Kolding Sygehus og hos de ældre på plejehjemmene.
