Kolding Netavis

Rengøring hver tredje uge er uværdigt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Søren Rasmussen (DF). Foto: Bo Nielsen.

Læserbrev af Søren Rasmussen (DF), formand for Seniorudvalget, Primulavej 7, 6000 Kolding.

Jeg har altid fastholdt, at i Kolding Kommune har vi ingen ældrebyrde. Men jeg skal da love for, at de ældre har fået en plage.

Da Socialdemokratiet og SF fik flertal i Seniorudvalget, efter sidste Byrådsvalg, så er det virkelig gået hårdt ud over de ældre mennesker, der har brug for hjælp.

Senest er vedtaget, at de ældre, der får gjort rent af en hjemmehjælp, kun skal have gjort rent hver tredje uge. Det er både ulækkert og uværdigt.

Forestil dig, at du har det dårligt, ryster på hånden, spilder lidt, krummer lidt hist og her – og så kan du først få gjort rent efter tre uger. Forhold som de mennesker, der vedtager den slags, aldrig ville byde sig selv.

Desværre er det blot seneste påfund fra ”ældreplagerne” i Socialdemokratiet og SF.

Selv om de kun har været ved magten i 1½ år, så har de allerede forringet rengøringen på plejehjemmene, indført robotstøvsugere i stedet for menneskelig kontakt med hjemmehjælper, sparet puljen til aktiviteter på plejehjemmene væk, sparet rengøringsmidler væk fra hjemmehjælpsmodtagerne, nedlagt daghjem for demente, afskaffet muligheden for at hjemmehjælperen handler ind for mennesker der ikke selv kan, og rigtig meget andet.

Hver gang man tænker, at nu kan det ikke blive ringere og mere nederdrægtigt, så finder de på noget nyt, at forringe og ødelægge.

Alt dette sker uden at der er behov for besparelserne. Det sker for, at skabe ”råderum” til nye initiativer på andre områder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel