Kolding Netavis

HK’eren spiller en vigtig rolle i fængslet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Annette Godsvig Laursen. Privatfoto.

Læserbrev af Annette Godsvig Laursen, formand for HK Stat Sydjylland, Matrosvænget 187, 6700 Esbjerg.

Har du set DR’s nye store dramaserie ”Huset”? Den handler om den barske hverdag i et underbemandet dansk fængsel. Et desværre meget realistisk udgangspunkt, eftersom der er stor mangel på fængselsbetjente.

I serien ser man ofte fængselsbetjentene foran computere. Hvad jeg til gengæld endnu ikke har spottet i serien, er en administrativ medarbejder.

Og det er ærligt talt lidt symptomatisk for debatten om, hvordan vi får rettet op på det pressede danske fængselsvæsen, at man glemmer HK’erne.

I en tid med akut mangel på fængselsbetjente bør vi løfte så mange administrative opgaver som muligt væk fra de pressede fængselsbetjente og give de opgaver til medarbejdere, der rent faktisk er uddannet til at administrere professionelt.

Det er sund fornuft, og det håber jeg, politikerne er bevidste om, når de fx skærper straffene, som det lige er sket i forbindelse med bandepakken.

En sådan ændring kan mærkes i hele systemet og vil ikke kun kræve flere fængselsbetjente, men i høj grad også flere HK’ere. For HK’erne er fundamentet for, at fængselsbetjentene kan løse deres opgaver hos de indsatte.

Rette hænder til rette job. At det glipper i en tv-serie, er ikke så vigtigt. Men jeg håber virkelig at de, der leder vores land, forstår det.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel