Kolding Netavis

Classic FM får Dan Rachlin som studievært

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Dan Rachlin starter som studievært på Classic FM. Foto: Eddie Michel.

Fra 14. august kan du høre Dan Rachlin på Classic FM.

JFM (Jysk Fynske Medier, red.) har sikret sig en aftale med en kendte radiovært og DJ, Dan Rachlin, der fra 14. august kan høres om eftermiddagen hos radiostationen Classic FM, der har til huse i Vejle og blandt andet sender til hele Trekantområdet, herunder Kolding. Men fra 14. august bliver Classic FM sendt fra nye lokaler på 16. etage i Codanhus på Gammel Kongevej i København.

Dan Rachlin glæder sig til at sætte sig i værtsstolen, hvor han kommer til at kombinere egen personlighed med musikformidling:

-Det var nemt for mig at sige ja til stillingen, for jeg får lov til at tage min personlighed, mine meninger og holdninger med i studiet live hver dag og samtidig formidle musik og hits til andre mennesker, som er den største glæde for mig, siger han og fortsætter:

-Jeg elsker den nerve, der er, når man laver liveradio. Liveradio er jo karakteriseret ved, at der kan opstå uforberedte sjove, pinlige eller kiksede situationer, og det elsker jeg. Derudover er det min dagsform, der sætter kvaliteten ved programmet, og det er mig, der er ansvarlig for at lave det bedste program hver dag. Det glæder jeg mig til, slutter Dan Rachlin.

Der er flere nye navne på vej hos Classic FM. DR-profilen Kenny Jensen, der blandt andet har stået bag lyttersuccesser på både P3, P4 og P5, samt Christel Ekelund, der har været vært og producer på NOVA, The Voice og P7 Mix. Kenny Jensen og Christel Ekelund sender også første gang 14. august og skal stå for morgenfladen på Classic FM.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel