Efter tre sæsoner i KIF Kolding har fløjspilleren Viktor Nevers valgt at indstille sin håndboldkarriere.
Beslutningen er truffet med ro og omtanke, og Viktor Nevers ser nu frem mod nye, spændende muligheder udenfor håndboldbanen.
Viktor Nevers kom til KIF i sommeren 2022 og nåede at spille 87 kampe i den hvide og røde trøje. Med sin energi, fart og dedikation har han sat et stærkt aftryk – både på banen og i truppen.
I den seneste tid har Viktor Nevers været sygemeldt på ubestemt tid som følge af stress-relaterede symptomer, og tiden væk fra håndbolden har givet plads til refleksion og nye perspektiver.
Ny retning i livet
Beslutningen om at stoppe som spiller handler ikke kun om at sige farvel – men i højere grad om at sige goddag til en ny retning i livet.
-Et kapitel slutter – tak for tiden i KIF Kolding, siger Viktor Nevers i en pressemeddelelse.
Efter grundige overvejelser har han valgt at forlade KIF Kolding for at søge en ny vej i livet. Han takker alle i og omkring klubben for de mange oplevelser, udvikling og relationer, han har fået.
KIF Kolding takker Viktor Nevers for hans indsats og loyalitet gennem de seneste tre sæsoner og ønsker ham alt det bedste i fremtiden, både personligt og professionelt.
