Skip to main content

Kolding Netavis

Verdens største turnerende teaterfestival fejret i Kolding

Elo Christoffersen
Teatergruppen Kompagni47 fyldte i lørdags Koldings gågader med liv, farver og festlig stemning i deres sprudlende forestilling De Røde Løbere. Foto: Søren Kristoffer Kløft.

Verdens største turnerende teaterfestival klappet af i Kolding.

Verdens største turnerende teaterfestival fejret i Kolding: Kolding var fra den 23. til 26. april fyldt med teaterglæde, da den 55. udgave af KLAP-teaterfestival for børn og unge blev afholdt. Festivalen er verdens største turnerende teaterfestival og bød i år på næsten 200 timers teater fordelt på 139 forestillinger, der blev spillet 275 gange forskellige steder i byen – både indendørs og ude i byrummet.

I alt blev der uddelt 15.362 gratis billetter til glade publikummer i alle aldre. Festivalen samlede både lokale og internationale teaterfolk, og der deltog 99 teatre med næsten 500 kunstnere fra 17 forskellige lande.

Festivalen viste teater for både de mindste børn og unge, med historier der også handlede om svære emner. Formålet er ikke bare at underholde, men også skabe samtaler og tanker om vigtige temaer.

-KLAP har vokset sig stor siden starten i 1971 og tiltrækker i dag teaterfolk fra hele verden. Vi er stolte af, at festivalen kan samle så mange mennesker om scenekunst for børn og unge, siger festivalleder Dorthe Skøtt Bébe i en pressemeddelelse.

Lokale frivillige hjalp med at gøre festivalen mulig, og mange teateropkøbere besøgte også Kolding for at finde teater til den kommende sæson.

Kultur- og Udvalgsformand Merete Due Paarup (R) roser indsatsen og glædes over den store deltagelse:

-Det har været fantastisk at opleve, hvordan Kolding har summet af teater, nysgerrighed og fællesskab. Børnekulturen står stærkt, og de mange gratis billetter viser, hvor vigtig teateroplevelsen er for børn og familier, fortæller hun.

KLAP-teaterfestival arrangeres af Teatercentrum i samarbejde med Kolding Kommune og støttes af flere kulturelle fonde.

Næste år finder festivalen sted i Næstved fra den 11. til 18. april 2027.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: