Kolding Netavis

Udsigt til trængsel på vejene

Der kommer pres på de danske veje i weekenden, når skolernes sommerferie starter.

I den kommende weekend starter skolernes sommerferie, og det er samtidig startskuddet for en af de travleste rejseweekender på de hjemlige veje, når danske familier pakker bilerne og kører afsted mod sommerhuse eller varmere himmelstrøg.

Af samme grund forventer Vejdirektoratet trængsel på vejene stort set hele weekenden, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Allerede fra fredag eftermiddag skal man som trafikant være opmærksom på risikoen for tæt trafik og mindre kødannelser, når den første ferietrafik blander sig med eftermiddagens sædvanlige myldretidstrafik. Det gælder blandt andet motorvejsnettet i Trekantområdet.

Og især på Holbækmotorvejen skal trafikanterne indstille sig på trængsel. Her vil trafikken være ekstra tæt på grund af Roskilde festivalen.

Generelt forventer Vejdirektoratet, at trafikken bliver mest presset lørdag mellem kl. 10 – 16. Her må man regne med tæt rejsetrafik og risiko for kødannelser flere steder på det hjemlige vejnet.

Trafikken vil hovedsageligt bevæge sig på tværs af landet fra Sjælland mod Jylland via Fyn og Sjællands Odde samt sydover mod Tyskland.

Hvis man kigger længere frem, skal trafikanterne generelt indstille sig på tæt rejsetrafik på især lørdagene i løbet af sommerferien. Det gælder især på den vestlige del af Fynske Motorvej, på Vestmotorvejen og henover Storebælt samt på E45 til og fra den tyske grænse.

Der vil også være tæt trafik i weekenderne på de foretrukne ruter til og fra sommerhus- og ferieområder.

Pres på den Ny Lillebæltsbro

Derudover skal trafikanterne være opmærksom på, at der er reparationsarbejde i gang på Gl. Lillebæltsbroen, der holder køresporene spærrede indtil midten af oktober. Skal man rejse mellem Fyn og Jylland kan man således kun køre ad den Ny Lillebæltsbro. Det kan forårsage perioder med forlænget rejsetid, da alle er nødt til at køre den samme vej.

Se Vejdirektoratets prognose for trafikken i galleriet nedenunder…

Fakta

Rejsetrafikken vil især kunne mærkes på følgende strækninger:

– Fynske Motorvej – især den vestlige del
– Sønderjyske Motorvej til og fra Tyskland – især omkring Kolding
– Køge Bugt Motorvejen – Vestmotorvejen og Storebæltsbroen
– Østjyske Motorvej – især i Trekantområdet og ved vejarbejdet mellem Skanderborg og Aarhus
– Rute 21 til og fra Sjællands Odde

Tagget med:
Del denne artikel