Kolding Netavis

Tommi har sat salget af sommerhuse på formel

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Tommi Skov underviser på IBA Erhvervsakademi Kolding. Som lektorprojekt satte han sig for at danne formler for de markante faktorer på boligmarkedet og i samfundsøkonomien, der var afgørende for et stigende salg af sommerhuse fra 2004 til 2020. Foto: IBA.

Har du også undret dig over de vilde prisstigninger på sommerhuse, som Danmark oplevede i årene frem mod 2020? Hvis svaret er ja, så er du ikke alene.

Tommi Skov, der underviser på IBA Erhvervsakademi Kolding, har nemlig tænkt præcis den samme tanke, og han satte sig for at besvare spørgsmålet i det forskningsprojekt, som kommer til at ændre hans titel fra adjunkt til lektor, oplyser IBA Erhvervsakademi Kolding.

-På et tidspunkt begyndte afslagene på købsprisen at hamre nedad, salgstiden gjorde det samme, men alligevel dundrede prisen opad på sommerhusene. Så bliver man som forsker nysgerrig på, om det er noget, man kan beskrive objektivt med regnemodeller, siger Tommi Skov om sit afsæt for at dykke ned i præcis denne problemstilling.

Og efter læssevis af beregninger, Excel-ark og grafer har han fået analyseret salget af sommerhuse til bunds. Analysen strækker sig over perioden 2004 til 2020, og den viser ganske klart, at det er bestemte faktorer, der i særlig grad påvirker salget af sommerhuse – og prisen på dem.

Han stod oprindeligt med en liste på hele 33 faktorer, der kan påvirke sommerhus-markedet. Ikke alle var lige relevante, og listen blev kogt ind til en håndfuld faktorer, som er målbare og kan sammenlignes. Hans analyse viser, at de to mest markante faktorer er ”Første udbudspris per kvadratmeter” samt ”Friværdien i egen bolig”. I takt med at de to faktorer stiger og falder, har sommerhusmarkedet tendens til at følge efter.

Det gælder, både når man kigger den endelige handelspris, på prisafslaget og på antallet af handler.

Analysen peger også på vigtige faktorer, når man ser på markedet for sommerhuse: For eksempel den aktuelle pengepolitik, salgstiderne og danskernes opsparing.

Ikke alt kan forudsiges

Tommi Skov har opstillet formler, som beskriver hvordan de enkelte faktorer er med til at forklare den endelige pris og salgstid for et gennemsnitligt sommerhus. Hvis man som eksempel fokuserer udelukkende på den pris, der er handlet til, så kan Tommis formel, forklare prisen på op mod 98 procent af de handler, som er gennemført i den periode mellem 2004 og 2020, der er omfattet af hans forskningsprojekt.

-Men min analyse viser også, at der er pludselige påvirkninger, der ikke er nemme at beskrive, siger Tommi og uddyber:

-Under corona opstod for eksempel en ”crowding-effekt”, som er svær at måle. Det vil sige, at folk i løbet af kort tid begynder at trække i samme retning og – i denne sammenhæng – ønsker at købe et sommerhus.

Den effekt kan man konstatere, men den kan være meget svær at forudsige og måle sig frem til. Lige nu er det krisen i Ukraine, der er dukket op og påvirker købelysten, især fordi den har betydning for prisen på energi, siger Tommi Skov.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel