Skip to main content

Kolding Netavis

Test af ny asfalt ved Marina Syd

Elo Christoffersen
Kan den nye belægning klare belastningen fra tung trafik? Det skal vise sig, når masser af lastbiler de kommende år kommer til at køre på den nyasfalterede adgangsvej. Foto: Peab Asfalt.

Nu testes asfalt med lavere klimabelastning ved Marina Syd i Kolding.

Test af ny asfalt ved Marina Syd: Kolding Kommune har som pilotprojekt asfalteret den nye adgangsvej til Marina Syd med en ny, bæredygtig asfalt.

Væsentligt lavere klimabelastning

Asfalten har en væsentligt lavere klimabelastning end traditionel vej-asfalt. De kommende år vil vejen blive udsat for tung lastbilstrafik. Hvis asfalten klarer testen, kan den blive et vigtigt redskab til at reducere CO2-udledningen. Det gælder både veje og cykelstier i fremtiden.

Aftalen om testforløbet er indgået med Peab Asfalt, som har leveret en belægning bestående af knap 90 % genbrugsmaterialer, såsom affræset asfalt og jernbaneskærver, samt bio-olie udvundet af planterester. Asfalten indeholder kun 8 % lokalt sand og 3 % bindemidlet bitumen. Og den produceres udelukkende med vedvarende energi fra certificeret biogas samt sol- og vindstrøm.

-Marina City skal være et flagskib inden for bæredygtighed. Vi er stolte af at kunne teste denne nye asfalt, som – ifølge leverandørens beregninger – kan reducere CO2-udslippet med hele 80 % i forhold til traditionel asfalt, fortæller Bjarne Tang Lauridsen, projektchef for Marina City, i en pressemeddelelse.

Peab Asfalts laboratoriechef og ansvarlige for bæredygtighed, Lotte Regel Josephsen, tilføjer:

-Vi håber, at dette projekt bliver et vigtigt skridt mod fremtidens CO2-neutrale asfalt. Vi arbejder målrettet på at udvikle asfalt med net-zero CO2-udledning, og denne teststrækning repræsenterer et stort fremskridt.

Tung trafik

Den cirka 250 meter lange adgangsvej fra Skamlingvejen til Marina Syd, anlagt i løbet af sommeren, vil i første omgang blive brugt af tung trafik til marinapladsen og det nye slæbested. Senere bliver den hovedindgangen til den nye marina og det kommende Marina City-vandsportscenter.

-Testen bliver spændende at følge, da vejen vil blive belastet med mange tunge køretøjer i de kommende år. Hvis asfaltens kvalitet lever op til forventningerne, vil den blive et vigtigt valg i fremtidens valg af bæredygtige materialer til kommunens veje og cykelstier, slutter Bjarne Tang Lauridsen.

Marina City er et stort byudviklingsprojekt, der skal skabe en ny spændende bydel med en lystbådehavn med ca. 1.000 bådpladser ved Kolding Fjord.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.