Kolding Netavis

Tager kampen op mod smitsomme sygdomme

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Indsatsen mod smittespredning gøres permanent i Matas. Certificering af medarbejdere, nye procedurer og nyt inventar skal sikre kunder og medarbejdere mod fremtidens smitsomme sygdomme.

En række nye tiltag hos Matas i Kolding skal sikre, at smitsomme sygdomme som for eksempel coronavirus både nu og i fremtiden har dårlige levevilkår i butikkerne. Matas’ ekspedienter har blandt andet været en tur på skolebænken, hvor de har gennemgået teori om hygiejne og rengøring, en afstand- og smittevejstest og en grundig introduktion til de nye procedurer.

– Det er selvfølgelig rigtig godt, at vi både kan tilbyde kunderne og mine medarbejdere tryghed. Og så er det også en fordel for min forfængelighed. Det er rart, at håndspritten nu får nogle standere og placeringer, hvor det passer bedre ind i butikken, siger Lisette Hornemann, butikschef i Matas-butikken i Helligkorsgade 14, i en pressemeddelelse.

Blandt de synlige tiltag i butikken er ny skiltning og håndsprit på faste standere. Desuden vil ekspedienterne afspritte testprodukterne før og efter, at kunderne prøver dem, mens masker eller visirer kommer i brug, hvis en kunde skal have lagt makeup.

Permanente tiltag skal give tryghed

Matas i Kolding følger myndighedernes anbefalinger for at hindre spredningen af corona. Ifølge Allan Kristoffersen, der er retaildirektør hos Matas, er målet med de nye tiltag, at både kunder og medarbejdere også føler sig trygge i butikkerne i fremtiden.

– Coronavirussen har gjort os alle meget opmærksomme på, hvor stor indflydelse vores adfærd har på risikoen for, at vi smitter hinanden. Med de nye tiltag og certificeringen af vores medarbejdere ændrer vi adfærden i butikkerne på en måde, hvor det er så naturligt som muligt for både kunder og medarbejdere at undgå at smitte hinanden både nu og i fremtiden, siger Allan Kristoffersen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel