DL Fried Chicken i Kolding Storcenter fik sur smiley og bøde efter kontrolbesøg.
Sur smiley og bøde efter mangelfuld rengøring: DL Fried Chicken i Kolding Storcenter har modtaget en sur smiley og en bøde på 7.500 kroner efter et kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen den 3. september.
Ved kontrollen blev flere alvorlige hygiejneproblemer konstateret:
- I køleskabet, hvor fødevarer opbevares, fandt kontrollanterne produktrester af ældre dato på to af holderne til hylderne.
- På køleskabets bagvæg var der sorte pletter, formodes at være skimmellignende vækst.
- Gummilister i to døre til køleenhederne i køkkenet var i stykker, og der kunne ses skimmellignende vækst i revnerne.
- På væggen og gulvet ved produktionsbordet, hvor rå kylling håndteres, var der rester af ældre produkter og fedt.
- Under vasken i køkkenet var der fedtrester, som havde løbet ned ad væggen.
- I kælderen, hvor fedtspande og emballage opbevares, blev der fundet ældre produktrester og fedtstænk på væggen.
Det kan læses i kontrolrapporten.
Fødevarestyrelsen tog fotodokumentation af forholdene og fremlagde den for virksomheden, som ikke havde nogen bemærkninger til de konstaterede problemer.
-Små deltaljer årsag til sur smiley
Til jv.dk siger partner i virksomheden, Balou Balou, at de gør alt, hvad de kan for at rette op. Men de mener også, at det er små detaljer, der er årsag til den sure smiley.
-Vi lægger os fladt ned, når og hvis det gælder noget med madvarer, vi sælger. Men jeg undrer mig lidt over, at det her med olien eller listerne kobles sammen med, at vores mad er dårlig, for vi sjusker aldrig med fødevarerne, så kunderne bliver syge, siger Balou Balou til avisen.
Det er i øvrigt restaurantens anden sure smiley i løbet af et år. Den 18. september sidste år fik DL Fried Chicken også en sur smiley.
