Kolding Netavis

Succes med at inddrive ejendomsskat

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Kolding Kommune har succes med inddrive ejendomsskat.

I 2017 fik de danske kommune midlertidigt lov til at inddrive ubetalt ejendomsskat. Den opgave har Kolding Kommune løst effektivt. På to år er gælden fra ejendomsskat nedbragt med 96 procent, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

– Det er et rigtigt flot resultat, som vores opkrævningsafdeling fortjener ros for. Tendensen er den samme i mange andre kommuner, og det dokumenterer tydeligt, at inddrivelse af restancer ligger bedst hos kommunerne. Vi har erfaringen fra tidligere, vi er tæt på borgerne, og vi har en klar interesse i at få hentet pengene hjem, fordi de skal bruges til at betale for blandt andet vores børnepasning, ældrepleje og idrætsanlæg, siger borgmester Jørn Pedersen (V).

I 2005 overtog Skat inddrivelse af al offentlig gæld. Det fik den samlede offentlige gæld til at vokse, blandt andet på grund af problemer med nye it-systemer. I 2017 fik kommunerne midlertidigt lov til selv at inddrive restancer fra ejendomsskat, og siden er det gået stærkt med at nedbringe gælden i Kolding Kommune.

Da kommunen overtog opgaven, lå de samlede restancer fra ejendomsskat på 5.583.592 kroner, mens gælden ved seneste opgørelse 30. november 2019 var nedbragt til 217.373 kroner:

– Vi skulle bruge nogle måneder på blandt andet at få udvidet og tilpasset vores it-systemer. Reelt har vi nu arbejdet i godt to år på at inddrive ejendomsskat, og i det periode er det lykkedes at nedbringe gælden med 96 procent, fortæller faglig koordinator Charlotte Bang Jørgensen fra Opkrævning ved Kolding Kommune.

Faste rammer

Arbejdet med at inddrive gælden er nu lagt i faste rammer. Hvis ejendomsskatten ikke bliver betalt, sender kommunen med det samme en venlig påmindelse. Næste skridt er en rykker. Herefter følger varsling om udlæg, og hvis det heller ikke hjælper, ender sagen hos en advokat, der i yderste fald kan sende ejendommen på tvangsauktion.

– Der kan være mange grunde til, at ejendomsskatten ikke bliver betalt. En typisk årsag er, at folk, der lige har købt hus, glemmer at tjekke deres eBoks, og så overser de opkrævningen af ejendomsskat. Derfor opfordrer vi altid folk til at være opmærksomhed på, hvad de modtager af post fra Kolding Kommune i deres eBoks og til at tilmelde ejendomsskatten til Betalingsservice, så betalingen fremover sker helt automatisk, siger Charlotte Bang Jørgensen.

Hvor længe kommunerne får lov til selv at inddrive ubetalt ejendomsskat er ikke endeligt afgjort. Planen er, at ejendomsskat fra 2024 skal opkræves automatisk sammen med kirkeskat, kommuneskat, osv. I dag opkræver kommunerne pengene to gange årligt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel