Kolding Netavis

Stor interesse for turistinfo på rådhuset

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Mange turister benytter sig af turistinfo på rådhuset i Kolding.

Som noget nyt kan turisterne i Kolding denne sommer hente kort, brochurer og gode tips i et lille pop-up turistkontor på Kolding Rådhus. Det tilbud er der mange gæster, som har benyttet sig af, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

– Vi åbnede vores lille turistkontor 29. juni, og da jeg tjekkede besøgstallet 3. august, stod tælleren på 548. Jeg havde ikke troet, at der ville komme så mange, men det havde også været fint, hvis der bare var kommet 50. For mig handler det om at hjælpe vores gæster og give dem nogle gode oplevelser, så de rejser hjem og anbefaler Kolding til andre, fortæller rådhusforvalter Frank Ravn-Nielsen i pressemeddelelsen.

Højsæsonens lille pop-up turistkontor er indrettet lige inden for hovedindgangen til rådhuset med en skranke, et bord med kort og brochurer samt en eksisterende infoskærm. Bortset fra udgifterne til en plexiglasskærm ved skranken har det nye tilbud ikke belastet kommunens budget.

– Vi har ikke engang gjort noget for at markedsføre det nye tilbud. Vi har blot sat to skilte ud på Akseltorv, som viser vej til turistinformation, siger Frank Ravn-Nielsen.

Artiklen fortsætter under billedet…

Jette Lorentzen og Frank Ravn-Nielsen – hhv. teknisk servicemedarbejder og rådhusforvalter – har haft en travl sommer med at betjene turister i deres lille pop-up turistkontor på Kolding Rådhus. Foto: Kolding Kommune.

Turisterne søger mod centrum

Det var Frank Ravn-Nielsen selv, som fik ideen til at lave et lille pop-up turistkontor på rådhuset i sommerferien. Som rådhusforvalter har han jævnligt oplevet, at turister har henvendt sig på rådhuset med spørgsmål, siden turistkontoret på Akseltorv lukkede i efteråret 2016.

– Jeg ved godt, at man kan få turistinformation på biblioteket og andre steder i kommunen. Men det er min klare erfaring, at besøgende søger mod centrum, og det er her, at de forventer at kunne få turistinfo. I Kolding er Akseltorv den helt centrale plads, som de fleste af Koldinghus’ mange gæster kommer forbi. Derfor tænkte jeg: Lad os prøve at lave et lille midlertidigt turistkontor på rådhuset i sommerferien, som traditionelt er en stille periode for mig og mine medarbejdere, for at få et indtryk af behovet, forklarer Frank Ravn-Nielsen.

Flest tyske turister

Det lille turistkontor har været åbent kl. 10-15 på alle hverdage, og de fleste dage har der været en jævn strøm af besøgende – på travle dage helt op til 50 turister.

– Jeg vil skyde på, at 60 pct. af de turister, vi har haft besøg af, har været tyskere og resten danskere. Aldersmæssigt har flertallet nok været midaldrende mennesker, men vi har også haft en del børnefamilier, siger Frank Ravn-Nielsen og fortsætter:

– Mange kommer for at se vores brochurer og få et kort over midtbyen. Selv om det meste ligger på nettet nu til dags, så er det tydeligt, at mange sætter pris på at have materialet i fysisk format, når de vandrer rundt i byen. Derudover har vi fået en masse forskellige spørgsmål – om bl.a. cykelruter, strande, fiskesøer, tilbud til børn, naturoplevelser og selvfølgelig Koldinghus, Trapholt og Christiansfeld.

Forlænger nok sæsonen

Det er endnu ikke besluttet, hvor længe pop-up turistkontoret skal holde åbent.

– Oprindeligt havde jeg tænkt, at vi skulle slutte midt i august med udgangen af uge 33, men ifølge Business Kolding holder tyskere og hollændere lidt senere ferie end os, og da sommerhuse, campingpladser og hoteller i kommunen melder om høj belægning til og med uge 36, så det kan godt være, at vi vælger at holde vores lille turistkontor åbent lidt længere end planlagt, forklarer Frank Ravn-Nielsen.

Når sæsonen er slut, sætter kommunen sig sammen med Business Kolding, som har ansvaret for turismefremme, for at evaluere forsøget og aftale, hvad man gør fremover for at give turisterne i Kolding den bedst mulige service.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel