Ensemble Hermes præsenterer koncertforestillingen “Stilhed” på Kolding Egnsteater.
Torsdag den 2. oktober klokken 19 kan publikum opleve den rørende koncertforestilling Stilhed, når det aarhusianske strygerkollektiv Ensemble Hermes inviterer indenfor på Kolding Egnsteater. Sammen med skuespiller Holger Østergaard skaber de en poetisk fortælling, hvor musik, fortælling og lys smelter sammen til et nærværende portræt af menneskelig sårbarhed.
I Stilhed møder publikum en mand, der har trukket sig tilbage fra verden i et forsøg på at finde ro og genvinde balance gennem musik, væk fra livets larm og støj. Med en musikalsk kulisse bestående af værker af komponister som Philip Glass, Ralph Vaughan Williams og Marc Mellits udfoldes mandens indre dialog, og et rum for eftertanke og spejling skabes.
Citatet fra forestillingen rammer essensen:
-I tog bolig i mine tanker da jeg havde allermest brug for det, i takt med at alt forsvandt for mig. Der var bare jer og mig derinde. Den musik jeg forelskede mig i fyldte mig ud, og det var aldrig min mening at jeg skulle blive et fængsel for jer.
Syv professionelle strygere
Ensemble Hermes er et ungt, Aarhus-baseret musikerkollektiv bestående af syv professionelle strygere. De er kendt for at udfordre klassiske former og skabe nyskabende koncertprojekter, som forbinder musik med andre kunstarter gennem tætte temaer og stærke koncepter. Med Stilhed fortsætter de deres arbejde med at skabe koncerter, der inviterer til refleksion og nærvær.
Ensemble Hermes er tilknyttet Musikhuset Aarhus som Artists in Residence. De har etableret sig som et markant navn inden for nye klassiske koncertoplevelser, der løfter genren ud af konventionelle rammer.
Publikum på Kolding Egnsteater kan se frem til en stærk æstetisk oplevelse. Her går klassisk musik og scenekunst op i en højere enhed i en personlig og rørende fortælling om stilhedens kraft.

