Læserbrev af Hans Holmer (SF), formand for Børn og Uddannelse, Skovbogade 8, 6000 Kolding samt medlemmer af Børn og Uddannelse: Filip Bekic Bladt (A), Merete Due Paarup (R), Iben Lehmann Rasmussen (F) og Tobias Jørgensen (V).
I udvalget for Børn og Uddannelse har vi de sidste tre år styrket skoleområdet med ekstra midler til bl.a. flere voksne i klasserne, bedre læringsmiljøer og kompetenceudvikling af medarbejderne på alle kommunens skoler. Det har vi gjort, så flere elever kan trives, lære og udvikle sig i den lokale folkeskole. Det er et centralt fokus for udvalget.
Det er vores mål, at Kolding Kommunes folkeskoler skal have tilbud af høj kvalitet, så alle børn udvikler sig, så godt som muligt. Derfor skal vores dygtige lærere og pædagoger have de rette kompetencer til deres arbejde med børnene og de unge både på almenskolerne og på specialskolerne.
Når vi lige om lidt forhandler budget igen, bliver det specialtilbuddene, vi fokuserer på. Vi går til budgetforhandlingerne med en ambition om at få tilført midler til at styrke indsatsen for alle elever med fokus på god undervisning og pædagogik i Kolding Kommunes specialtilbud.
Vi har netop brug for stærke og kompetente specialundervisningstilbud, så de elever, der har mest behov, bliver mødt med høj kvalitet. Og økonomien skal afspejle, hvor de mest komplekse opgaver ligger.
Der skal være gode specialtilbud i Kolding Kommune, og vi skal have en plan for, hvordan flere børn i højere grad kan være en del af fællesskaberne på deres lokale folkeskole. Vi vil ikke ende med et dem og os, en adskillelse og udskillelse. Vi har brug for pædagogiske og understøttende greb af høj kvalitet. Og vi har brug for et tæt samarbejde mellem almenområdet og specialområdet, så flere elever på lang sigt kan lære og trives i almenklasserne. Det arbejder vi målrettet for, og vi har modet til de nødvendige forandringer.
Når vi styrker specialområdet og samtidig bygger bro til almenområdet, gør vi det, fordi hvert eneste barn fortjener at blive mødt med forståelse, faglighed og fællesskab. Uanset om man har brug for specialskole eller trives i den lokale folkeskole, skal der være plads til at høre til og mulighed for at udvikle sig.
Det kræver dygtige fagfolk, modige beslutninger – og et politisk ansvar for at skabe en folkeskole med ordentlighed og kvalitet i centrum. Det ansvar tager vi på os, fordi det handler om børn. Og fordi fællesskabet skal løfte alle – ikke bare nogle.