Social Run hos Alfa Laval Kolding samlede medarbejdere om fællesskab og trivsel.
Fredag afholdt Alfa Laval Kolding et Social Run-arrangement på deres adresse på Albuen, hvor fokus var på fællesskab, trivsel og lokal forankring. Initiativet markerer starten på et nyt treårigt samarbejde med Kolding Half og er en del af virksomhedens indsats for at styrke kultur og synlighed lokalt.
Medarbejderne kunne vælge mellem 5 km eller 3 km løb eller gang, hvor fokus var på samtale og relationer frem for konkurrence. Dagen startede med et oplæg af Kristina Schou Madsen fra KrixRun, som står bag Kolding Half. Hun talte om mental styrke, motivation og vigtigheden af fælles mål – både personligt og i organisationer.
-Løb samler mennesker på tværs og styrker både individet og fællesskabet. Når Alfa Laval satser på bevægelse og relationer, viser det tydeligt, at trivsel prioriteres, og det gavner hele Kolding, siger Kristina Schou Madsen i en pressemeddelelse.
Arrangementet blev planlagt og gennemført af fem ansatte, de såkaldte AL Stars-ambassadører, som fremover skal stå i spidsen for flere aktiviteter i samarbejdet med Kolding Half:
-Vi ville skabe et arrangement, hvor alle kunne være med uanset niveau. Når vi mødes på tværs af afdelinger og i en uformel ramme, styrker det relationerne og gør os til stærkere kolleger, siger Lone Maj Bentsen, AL Star-ambassadør hos Alfa Laval Kolding.
Administrerende direktør hos Alfa Laval Kolding, Lars Fabricius, understreger, at initiativet er en investering i medarbejderne og lokalområdet:
-Vi vil være en arbejdsplads, hvor man både kan udvikle sig fagligt og trives socialt. Med vores globale tilstedeværelse og lokale rødder har vi ansvar for at bidrage aktivt til Kolding.
Det nye treårige samarbejde med Kolding Half skal øge medarbejderengagementet i bevægelse og fællesskab frem mod Kolding Half-løbet den 7. juni og årene derefter. Målet er, at fælles bevægelse styrker trivsel, kultur og sammenhold internt i virksomheden og i lokalsamfundet.




