Den 9. maj omdannes Campusområdet i Kolding til en festplads, når Slotskampen 2025 afvikles.
Den traditionsrige høvdingeboldturnering samler studerende fra byens videregående uddannelsesinstitutioner i kampen om æren og den eftertragtede Slotspokal ved Slotskampen 2025.
Man kan desuden kaste sig ud i alt fra ølyoga og romaskinekonkurrence til sækkeløb, tovtrækning, twister og meget mere. Campus Kolding står klar i den blå container med badge-workshop, ansigtsmaling og glittermakeup – og der serveres gratis overskudsmad og snacks.
Nye venskaber
Arrangementet er en god mulighed for at mødes på tværs af uddannelser og danne nye venskaber, da man ikke behøver stille med et helt hold for at deltage.
Alle er velkomne til at komme forbi, heppe og nyde den gode stemning, da arrangementet er gratis.
Selvom høvdingebolden kun varer én dag, er der gode muligheder for at holde formen ved lige året rundt med de forskellige holdaktiviteter, som Campus Sport tilbyder. Campus Sport tilbyder et væld af holdaktiviteter – fra yoga og volleyball til fodbold og dans.
Slotskampen 2025 foregår på campusområdet foran SDU i Kolding med start klokken 15 den 9. maj.