Blue Phoenix Group køber Meldgaard Sustain og Meldgaard Recycling og udvider slaggeforretningen i Danmark.
Blue Phoenix Group (BPG) har indgået en bindende aftale om at erhverve Meldgaard Sustain A/S og Meldgaard Recycling A/S, der udgør Meldgaards samlede slaggeforretning. Meldgaard har over 25 års erfaring med sortering og nyttiggørelse af slagge fra kraftvarmeværker, hvor man genvinder metaller og genanvender slaggegrus.
Virksomheden beskæftiger omkring 75 medarbejdere i Danmark og modtager godt halvdelen af slaggen fra landets forbrændingsanlæg, med hovedanlægget beliggende i Kolding.
En væsentlig udvidelse af aktiviteter i Danmark
Opkøbet markerer en væsentlig udvidelse af BPG’s aktiviteter i Danmark, idet de nu også omfatter slaggebehandling – en kerneforretning for Blue Phoenix Group. Sidste år overtog BPG den danske ressourcevirksomhed RGS Nordic, som er blandt landets største behandlere af jord og byggeaffald.
-Opkøbet af Meldgaards slaggeforretning er betydeligt i en dansk kontekst og en naturlig konsekvens af, at vi i 2024 blev en del af BPG. Det udvider vores genbrugskapacitet markant, og jeg ser frem til at byde Meldgaards dygtige medarbejdere og ledelse velkommen, fortæller Nicolai Søegaard, administrerende direktør for RGS Nordic, i en pressemeddelelse.
Paul Knight, administrerende direktør for Blue Phoenix Group, tilføjer:
-Dette opkøb er en milepæl for BPG og styrker vores position i Norden gennem RGS Nordic. Meldgaard bringer mere end 25 års ekspertise inden for slaggebehandling, især med avancerede mobile anlæg, som vi ser et stort potentiale i. Vi glæder os til at bidrage til øget genanvendelse af slaggegrus i Danmark.
Meldgaard-familien siger:
-Meldgaard Recycling har været en vigtig del af Meldgaard i over 25 år, og det er derfor svært at sige farvel til vores dygtige medarbejdere. Vi er glade for salget, da vi tror på, at ekspertisen kan udvikles til noget endnu større.
Anders Hedegaard, grundlægger og medejer af Meldgaard Recycling, siger:
-Jeg ser frem til at fortsætte rejsen med nye spændende muligheder. Jeg glæder mig til samarbejdet og at skabe yderligere vækst på de internationale markeder.
Opkøbet afventer nu endelig godkendelse fra myndighederne.
