Kolding Netavis

SF trækker stikket i biogasanlægssag: Bange for lugtgener

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

SF er bange for lugtgener i Bramdrupdam og industrikvarteret fra nyt biogasanlæg. De vil ikke støtte en placering på Venusvej.

SF i Kolding har sagt ja til den høring, der i øjeblikket er i gang om placeringen af et biogasanlæg på Venusvej i Kolding. Men placeringen giver dybe panderynker hos partiet.

– Det er godt at få tingene undersøgt, og derfor har vi støttet en høring. Vi er egentligt positive overfor biogasanlæg, fordi det udnytter et spildprodukt til energifremstilling, og det giver meget god mening. Samtidig bidrager det positivt til den grønne omstilling og CO2-regnskabet, forklarer Hans Holmer (SF), medlem af Plan, Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune, i en pressemeddelelse.

Frygter DAKA-tilstande på Venusvej

SF’ erne gør det nu klart, at de ikke vil støtte en placering på Venusvej af biogasanlægget, som skal opføres at Nature Energy. De mener, at placeringen er skæv.

– Vi frygter, at det her bliver Koldings DAKA-sag. Vi kan læse i miljøkonsekvensrapporten, at det nye anlæg lever op til lovkravene, men når vi spørger ind til det, kan vi ikke få et klart svar om, hvorvidt anlægget lugter. Det er altså et problem, når det både ligger tæt på en række store kontormiljøer og boliger i Bramdrupdam.

– Mit skrækscenarie er, at vi får en lugt som fra det gamle DAKA ved Hedensted. De overholder grænseværdierne, men lugten fanger min næse ubevist næsten hver gang jeg kører forbi, forklarer Hans Holmer.

Karina Lorentzen, gruppeformand, SF fortsætter:

– Vi har ofte vestenvind i Danmark. Det betyder, at eventuel lugt vil ryge i retning af Bramdrupdam. Jeg tror, vi har behov for en meget stærk forvisning om, at borgerne der ikke bliver generet af lugten. Når først anlægget står der, bliver det svært at ændre på.

– I SF kan vi ikke støtte et anlæg med den nuværende placering, slutter Karina Lorentzen, der også er skeptisk overfor selskabskonstruktionen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel