Skip to main content

Kolding Netavis

SF: Nyt initiativ skal styrke læselysten hos Koldings børn

Elo Christoffersen

Børn i Kolding Kommunes daginstitutioner og dagpleje kan snart glæde sig til flere nye og spændende bøger.

Nyt initiativ skal styrke læselysten hos Koldings børn: Som led i en ny bevilling på 20 millioner kroner får Vejle Centralbibliotek en særlig rolle som et af seks centrale biblioteker i landet, der skal sørge for indkøb og distribution af bogpakker til dagtilbud og dagplejere i Syd- og Sønderjylland. Samtidig vil biblioteket besøge institutionerne med pop up-arrangementer, hvor pædagogisk personale får inspiration til at arbejde med bøger.

SF’s folketingsmedlem Karina Lorentzen, der er lokalvalgt i Kolding, ser initiativet som vigtigt:

-Jeg er rigtig glad for, at vi nu får flere bøger ud til de mindste børn i vores kommunes daginstitutioner. Det er afgørende at vække læselysten allerede fra de første leveår, siger hun i en pressemeddelelse.

Initiativet kommer efter tidligere undersøgelser har vist, at mange daginstitutioner står med enten for få bøger eller gamle og slidte eksemplarer – noget der ifølge Karina Lorentzen ikke er godt for børns sproglige udvikling.

-De første år er altafgørende for børns sprog. Derfor skal de mødes af bøger, der vækker nysgerrighed og skaber fælles læseglæde – ikke bøger, der er i dårlig stand. Det her er en vigtig investering i børnenes fremtid, og det bedste er, at det er gratis for dagtilbud og dagplejere, understreger hun.

De nye bogpakker vil være målrettet børn i alderen 0-6 år, og dagtilbuddene får lov til at beholde bøgerne. Udover bogpakkerne tilbyder centralbibliotekerne også højtlæsning og vejledning til personalet om, hvordan bøger aktivt kan indgå i børnenes hverdag.

– Læselysten starter ikke først i skolen. Den begynder, når en voksen læser højt for barnet. Det er de øjeblikke, hvor bøgerne bliver levende og skaber sproglig udvikling, fantasi og fællesskab, siger Karina Lorentzen.

Bevillingen på 20 millioner kroner gælder for 2026. Mindst 70 procent af pengene vil blive brugt på indkøb af bøger og pædagogiske materialer, mens resten går til centralbibliotekernes arbejde med at sammensætte pakker og arrangere formidlingsaktiviteter.

Alle dagtilbud i området får mulighed for at ansøge om en bogpakke.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: