Kolding Netavis

SF Kolding fejrer 60 år

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

SF er netop fyldt SF 60 år, og det markeres også i Kolding lørdag, hvor SF-koryfæerne Villy Søvndal og Lis Ravn Ebbesen deltager.

SF er i fremgang – både i meningsmålingerne og med antallet af medlemmer, så der er noget at fejre, når det rød-grønne parti fylder 60 år. Partiforeningen i Kolding samler derfor medlemmer fra hele Sydjylland, vælgere samt gode samarbejdspartnere om en festlig markering i festsalen på Olivenhaven lørdag den 23. februar, skriver SF i en pressemeddelelse

– Vi står foran et folketingsvalg, der er vigtigere end nogensinde, og der er brug for et stærkt SF, der vil kæmpe for ordentlige skoler og ældrepleje. Vi har haft 60 stærke år, og vi vil gerne takke alle vores medlemmer, vælgere og samarbejdspartnere for et godt samarbejde i medgang og modgang, forklarer formand for SF Kolding, Mette Voss”.

Koryfæerne er der

Tidligere partileder og nuværende regionsrådsmedlem Villy Søvndal, det mangeårige byrådsmedlem Lis Ravn Ebbesen og hendes afløser Karina Lorentzen er at finde ved talerne. Samtidig bruger partiet dagen til at sige farvel til dets hidtidige fane og indvie den nye, som skal tages i brug ved første maj næste gang.

Partiets gamle blad Socialisten vil desuden udkomme i en særudgave på dagen. I billeder og tekst fortæller særudgaven om SF Kolding fra 1981-2017.

Alle interesserede er velkomne til at deltage på dagen, der afholdes lørdag i festsalen på Olivenhaven 65 i Kolding fra klokken 11-13 den 23. februar.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel